HVAD HAR FIKTION OG VIDENSKAB MED HINANDEN AT GØRE?

Vi opfatter sædvanligvis fiktion og videnskab som to domæner, der ikke har berøring med hinanden. Fiktion giver os mulighed for at leve os ind i opfundne fortællinger, mens vi med videnskab søger efter fakta. Fakta og fiktion betragtes som hinandens modsætninger, så hvilken kontiguitet kan der være mellem fiktion og videnskab?

Hvis videnskab og fiktion optræder i samme sætning, så tænker vi nok oftest på «science fiction». Men historisk set er relationen mellem videnskab og fiktion meget mere grundlæggende. Faktisk var det sådan, at de første videnskabsfolk – eller naturfilosoffer som er en mere tidssvarende betegnelse – meget ofte brugte fiktion til at formidle deres videnskabelige indsigter. Samtidig var mange af de tidlige romanforfattere optaget af at skrive fiktion, der handlede om nye videnskabelige landvindinger eller udstillede overtro som videnskabens tåbelige modsætning.

Et eksempel på den tætte relation mellem fiktion og videnskab i den tidlig moderne æra findes hos en af den videnskabelige revolutions vigtigste videnskabsmænd, nemlig Nicolaus Kopernikus. Da han i 1543 præsenterede sin teori om det heliocentriske univers, brugte han en personifikation af solen som forklaringsmodel: ”Thus indeed,” skriver han, “as though seated on a royal throne, the sun governs the family of planets revolving around it” (Copernicus [1543] 2008). Kopernikus placerer billedligt talt solen på en trone, og gør den dermed til konge over planeterne, der roterer omkring den. En af de mest revolutionerende videnskabelige indsigter i videnskabshistorien nogensinde blev altså fremsat ved hjælp af et figurativt billede. 

I Skandinavien gjorde videnskabsfolk på samme måde brug af opfundne scenarier eller personer, når de skulle formidle videnskabelige indsigter. Således skrev eksempelvis den danske filosof Frederik Christian Eilschov, der levede i første halvdel af 1700-tallet, værket Fruentimmer-Philosophie (1749-1750), hvori han gennem fiktive samtaler mellem sig selv og en kvinde præsenterede forskellige videnskabelige teorier på en mere let og tilgængelig måde end mange af samtidens teoretiske afhandlinger.

Men hvorfor vil videnskabsfolk, der beskæftiger sig med fakta, gøre brug af fiktion? Forestil dig en svært forståelig videnskabelig teori, som bliver præsenteret med fagtermer. Det er ikke usandsynligt, at du hurtigt vil give op og holde op med at høre efter, hvis du ikke på forhånd kender fagterminologien eller har svært ved at sætte dig ind i teorien. Forestil dig så i stedet et fiktivt univers, hvor du gennem opfundne karakterer får mulighed for at leve dig ind i de samme teoretiske problemstillinger, men nu beskrevet med et billedrigt sprog, metaforer og sammenligninger. Hvis ikke du i forvejen er ekspert i det felt, du læser eller hører om, er der større chance for, at du fastholder interessen ved fiktionsfortællingen. Det er den samme formidlingsstrategi, den græske filosof Platon brugte, da han skulle forklare sin filosofi og gjorde det ved hjælp af fiktive lignelser, eller som Jostein Gaarder gjorde brug af i sin roman Sofies Verden (1991), hvor den fiktive karakter Sofie modtager breve om alverdens filosofiske spørgsmål, og læseren gennem hende får filosofihistorien præsenteret gennem en engagerende fiktionsfortælling. Fiktionalitetsstrategier kan hjælpe med at formidle stof, der er svært forståeligt for den, der ikke er inde i feltet.

Videnskabsfolk og filosoffer har altså brugt fiktion som virkemiddel til at fremme forståelsen af komplekse teorier, men de første romanforfattere gjorde tillige brug af fiktionen til at præsentere videnskabelige spørgsmål. Det ser vi hos den allerførste dansk-norske forfatter, der skrev en roman, nemlig Ludvig Holberg. Han udgav Niels Klim i 1741, og romanen handler i høj grad om videnskab og den rigtige praktisering heraf.¹ Her følger en analyse af nogle af de centrale passager i Niels Klim, der viser, hvor engageret Holberg var i spørgsmålet om den rigtige praktisering af videnskab.

Det allerførste, man ser, når man åbner den oprindelige latinske udgave af Holbergs roman, er et verdenskort. Det er så stort, så man skal folde det ud for at se det hele. Det minder om naturvidenskabelige bøger fra tiden, hvor billeder af forskellige naturfænomener også ofte vokser hen over sider, der er bredere end bogens omslag. På kortet i Holbergs roman ser man Niels Klim falde ned i jordens indre, hvor han har kurs mod en planet. Men midtpunktet i jorden – dens egentlige kerne – er en sol. To århundreder efter at Kopernikus fremsatte sin dengang kontroversielle teori om, at det var jorden, der roterede om solen og ikke omvendt, spejler Holberg i Niels Klim på humoristisk vis debatten ved at placere solen inde i jordens midte. Solen er ikke bare solsystemets centrum i Niels Klim, men også jordens.

Efter billedet med den hule jord og det underjordiske univers inde i den, følger et langt forord, hvor Holberg latterliggør troen på fantastiske fortællinger, der ikke har nogen forbindelse til virkeligheden, men som alligevel fremsættes, som om de er sande. Hans kritik af en lemfældig omgang med sandhed og vildledte forestillinger om videnskab fortsætter ind i fortællingen om Niels Klim. Niels Klim har nemlig taget en eksamen i filosofi og teologi, men da han ikke har kunnet få arbejde, beslutter han sig for at tage en opgave på sig, som han egentlig ikke er egnet til, nemlig at undersøge, hvorfor der stiger damp op fra en bjerghule i Fløyfjellet i Bergen. Det var nok en geolog, der burde have foretaget den undersøgelse, for resultatet af Niels Klims udforskning af fjeldet bliver, at det reb, han er surret fast til, mens han kravler ned i fjeldskakten, knækker, og han falder ned i den underjordiske verden. Mens han falder mod planeten Nazar, der er dén, man kan se på det indledende kort i romanen, flyver en grif hen imod ham. Niels Klim forsøger forgæves at vifte griffen væk ved hjælp af sine eksamenspapirer. Hermed får Holberg sagt, at Niels Klims akademiske eksamen ikke er noget godt våben mod fabeldyr. Hans lærdom er ikke nok til at afvise overtro og vildfarelser.

Niels Klim udforsker flittigt den underjordiske verden, han er kommet til, og på et tidspunkt opdager han en rejsedagbog, som en af beboerne, der har besøgt jordens overflade, har udarbejdet på baggrund af sin undersøgelse af den mærkelige overfladeverden. Her finder vi det allertydeligste angreb på, hvad Holberg anså for en forkert praktisering af videnskab. I bogen er de europæiske universiteter beskrevet således: ”De lærde Stridigheder, som i Almindelighed beskieftige de Europæiske Akademier, bestaae i Undersögelser om Ting, hvis Opdagelse enten er uden al Nytte, eller hvis Natur den menneskelige Forstand umueligen kan begribe” (Holberg [1741] Baggesens oversættelse 1789, 323). Med dette udgangspunkt; at videnskaben ofte praktiseres uden at have nogen nytte eller er så højtsvævende, at den ikke har nogen realitet, fortsætter Holberg med at kritisere hvert af de videnskabelige fag på måder, som nok vil få de fleste forskningsinteresserede til at le, fordi beskrivelserne på den ene side er overdrevne, men på den anden side også ofte har en flig af noget, man kan genkende.

Holbergs roman ender med, at Niels Klim fortæller historien om sin underjordiske rejse til vennen og akademikerkollegaen, Abelin, der imidlertid ikke vil tro på den fantastiske fortælling. Niels Klim forsikrer Abelin om, at der er mange store filosoffer, som har fremsat den teori, at jorden er hul, og at der er en anden, mindre klode inde i den. Selvom den formodning virker absurd for os i dag, var det faktisk rigtigt, at der var flere, der havde fremsat den teori, Holberg gjorde tykt grin med i sin fiktionsroman. Det var rent faktisk først i 1936, at den danske seismolog Inge Lehmann kunne vise, at jorden har en fast indre kerne. Holberg brugte altså fiktion til at argumentere imod en teori, han fandt absurd, og til at latterliggøre det, han forstod som en forkert praktisering af videnskaben. Holberg havde – som han bekræfter i et af sine levnedsbreve – ikke noget imod videnskab som sådan. Tværtimod var han bange for, at videnskaben ville blive devalueret, hvis man ikke praktiserede den på fornuftige måder. Med Niels Klim advokerede han for fornuft i videnskaben.

Holberg var den første dansk-norske forfatter, der brugte en fiktionsroman til at engagere sig i videnskabelige spørgsmål, men han var ikke den sidste. Igennem 1700-tallet blev det populært for danske forfattere at skrive romaner, hvor de latterliggjorde overtro og talte for et videnskabeligt verdensbillede. Det har jeg skrevet meget mere om i disputatsen ”Fiktionens fødsel – fremkomsten af den danske roman”, hvor jeg også argumenterer for, at hele grundlaget for fiktion som genre var et videnskabeligt faktaparadigme, der var affødt af den videnskabelige revolution. Fiktion var altså afhængig af fakta for at kunne blive læst, forstået og opfattet som fiktivt. Det var nødvendigt, at genren havde et faktuelt ”andet” at skille sig ud fra, før læserne kunne forstå og værdsætte den fiktive skrivemåde.

Men hvad kan vi bruge historiske studier af videnskab og fiktion til i dag? Historiens betydning er et stort og omdiskuteret emne, men når det angår relationen mellem fiktion og videnskab, tror jeg, at vi ved at studere den historiske periode, hvor videnskaben og fiktionsgenrer blev til, kan vinde den indsigt, at fiktion ikke bare er et alternativ til fakta, men tilbyder alternative måder til at forstå fakta. De tidlige videnskabsfolks og forfatteres brug af fiktion til at kommunikere om videnskab viser os, at fiktion, modsat hvad man ofte har tænkt, er på sandhedens side. Det vil sige, at det, vi får ud af at læse fiktion, ikke bare er en oplevelse af fantastiske verdener fjernt fra virkeligheden, men ny viden om den virkelige verden. Det er ikke altid, det er videnskabelige fakta, der kommunikeres gennem fiktion, men ligesom ved dens opkomst er fiktionen stadig i dag et middel til at kommunikere forskellige former for sandheder. Dét tror jeg først for alvor, vi kan begribe og drage nytte af, hvis vi forstår sammenhængen mellem fiktion og videnskab på det tidspunkt, hvor videnskaben blev til, og fiktionsgenren opstod. Samtidig bygger videnskab og fiktion langt hen ad vejen på den samme grundlæggende egenskab hos mennesket, nemlig evnen til at forestille sig det, der ikke eksisterer. Nye videnskabelige indsigter, innovationer og opfindelser er netop det: forestillinger om noget nyt, der (endnu) ikke eksisterer. Vores evne til at finde på er altså ikke bare en perifer egenskab, vi gør brug af, når vi skal underholdes, men helt grundlæggende for vores ageren i verdenen og for vores evne til at begribe den.

I det nyoprettede Centre for the Rise of Science and Fiction på Aarhus Universitet er vi i gang med at undersøge endnu flere sammenhænge mellem fakta, fiktion og videnskab. Centret undersøger alle former for relationer mellem videnskab og fiktion såsom fiktionalitet og videnskab i lærebøger, tidsskrifter, romaner og forskellige typer af videnskabelige skrifter.

Litteratur:

Copernicus, Nicholas. [1543] 2008. De revolutionibus orbium coelestium. 6. Bog, kapitel 10. https://www.geo.utexas.edu/courses/302d/Fall_2011/Full%20text%20-%20Nicholas%20Copernicus,%20_De%20Revolutionibus%20(On%20the%20Revolutions),_%201.pdf.

Holberg, Ludvig. [1741] 1789. Niels Klims underjordiske Reise. Oversat af Jens Baggesen. København: Johan Frederik Schultz, Universitets-Bogtrykker.

Zetterberg-Nielsen, Simona. 2023. "Fiktionens fødsel – fremkomsten af den danske roman". Disputats, Arts, Aarhus University (forsvaret d. 8. december 2023).

Noter

1. Denne læsning af Niels Klim indgår i udvidet form i min disputats ”Fiktionens fødsel – fremkomsten af den danske roman” (Zetterberg-Nielsen 2023).