Sandra Harding og den feministiske videnskabsteori

Standpunktsfeminismen

Sandra Hardings filosofiske projekt må ses i konteksten af de bevægelser og skillelinjer som manifesterede sig i amerikanske feministiske debatter i løbet af 1980erne og 1990erne. Her markerede tre epistemologiske retninger sig specielt: feministisk empirisme (f.eks. Helen Longino), feministisk standpunkt (f.eks. Nancy Hartsock, Dorothy Smith) og feministisk postmodernisme (f.eks. Judith Butler, Susan Hekman). Disse retninger udviklede sig med udgangspunkt i hver deres filosofiske traditioner, men også i høj grad i dialog med, og ikke mindst gensidig kritik af, hinanden. Selvom jeg her ikke kan gå i detaljer med kendetegnene for hver af disse traditioner, adskiller de sig ved deres forståelse af forholdet mellem viden og magt, tilskrivelse af »epistemiske privilegier« (læs: ideen om at bestemte mennesker er bedre i stand til at erkende verden objektivt), og i forlængelse heraf muligheden for at opnå objektiv viden.

Harding skriver sig ind en standpunktfeministisk tradition som tager udgangspunkt i marxistisk historisk materialisme.¹ I bred forstand anskues viden som et produkt af historiske og materielle kampe, erfaring og viden formet af vores position i sociale relationer. Det vi anser som »sund fornuft« eller »naturligt« (f.eks. skellet mellem kvinder og mænd, feminint og maskulint) er ofte spundet ind i herskende ideologier, der over tid er blevet grundlag for reproduktion af status quo i teoriudviklingen, såvel som i undertrykkende og ekskluderende sociale praksisser. Med dette udgangspunkt formuleredes en feministisk kritik af akademisk vidensproduktion, og dennes påstand om objektivitet og neutralitet. Feministiske standpunktstænkere påpegede hvordan akademisk viden i altoverskyggende grad var baseret i mænds erfaring og bidrog til en reproduktion af mænds herskende position i samfundet. Mange lagde også vægt på hvordan køn, klasse og race spillede sammen i reproduktionen af magt.² For at kunne »korrigere« denne skævvredne viden om verden og bekæmpe den kapitalistiske-patriarkalske-kolonialistiske orden måtte vi inkludere erfaring og perspektiver fra marginerne. Dette beroede altså på påstanden om at de som er undertrykte har visse epistemiske privilegier når det kommer til at erkende og forstå magtens væsen og dominerende institutioners virkemåde. Den marxistiske pointe bliver i forlængelse heraf at denne særlige viden bliver central for at kunne omvælte institutionerne og skabe samfundsforandring. Mere specifikt udviklede Harding »stærk objektivitet« som et bud på dette.

Stærk objektivitet!

Ifølge Harding har den videnskabsteoretiske objektivitetsdiskussion (såvel indenfor, som udenfor, feministiske rækker) været kendetegnet ved en falsk dikotomi mellem relativisme og objektivitet, og foreslår at denne overvindes ved at frakoble neutralitetsidealet fra objektivitetsidealet. Neutralitet er ikke blot unødvendigt, men direkte skadeligt, for objektivitet, mener Harding. Baseret i en ideologikritik, påpeger Harding at neutralitetsidealet i sig selv er baseret i normaliserede verdensopfattelser (falsk bevidsthed), som udspringer af og er med til at reproducere institutioner og praksisser der fremmer privilegerede gruppers interesser. Dette er ikke mindst fordi neutralitetsidealet historisk set er blevet anvendt aktivt til at eksludere visse individer og sociale grupper – herunder feminiserede og racialiserede individer og grupperinger – fra at tage del i vidensproduktion ved at positionere dem som irrationelle, partielle og følelsesladede. Neutralitetsidealet har sikret at det stærke altid har ret. Dette er et problem ikke blot for social retfærdighed, men også for vores vidensbaserede horisont og handlerum. Det begrænser ganske enkelt udviklingen af alternativer for hvordan vi kan organisere vores sociale relationer og vores forhold til naturen.

Eksisterende normer for hvordan man opnår objektiv viden – herunder hangen til hypotesetestning og gennemarbejdede forskningsdesign – er svage og bringer os ikke tættere på en løsning på ovenstående problem. Løsningen er udviklingen af systematiske procedurer for stærk objektivitet:

1. Undersøge hvordan sociale og kulturelle institutioner, værdier og interesser former disciplinære strukturer og vidensproduktion (herunder f.eks. hypoteser og forskningsdesign).
2. Inkludere og legitimere forskellige videnssubjekter og observationer.
3. Skelne mellem de værdier og interesser som fremmer og begrænser vores forståelse af naturen og sociale relationer. 

Harding trækker på standpunktsteorien for at finde svaret på dette. Ved at etablere et kritisk blik udefra og starte forskningen fra perspektiver der er marginaliserede eller ekskluderede i dominerende institutioner og praksisser (i videnskabelige sammenhænge, såvel som i andre) kan vi lægge kimen til en vidensforståelse og en objektivitetsforståelse som tilbyder flere alternativer og som dermed har bredere relevans. Dette program har ikke som formål blot at give os mere indsigt i marginaliserede gruppers liv, men er først og fremmest orienteret mod bedre forståelse af de relationer og institutioner der former alle menneskers liv, om end på forskellig vis. Programmet har altså relevans for alle. Standpunktet der anlægges er ikke baseret på en antagelse om at marginaliserede individer og grupperinger automatisk har mere indsigt i dominerende institutioner og praksisser, men må altid være retfærdiggjort kontekstuelt og empirisk. Der er altså ikke tale om et relativistisk syn på viden, men en forståelse af viden og indsigt som tilkæmpet og kultiveret, en social, politisk og teoretisk bedrift, som finder sted under specifikke historiske omstændigheder. Derfor taler Harding for eksempel ikke om at anlægge kvinders standpunkt, men om at anlægge et feministisk standpunkt.

Her kan man argumentere, som poststrukturalistiske kritikkere har gjort, at fælles erfaringer prioriteres over de forskellige erfaringer, og at standpunktsprogrammet i sig selv bliver undertrykkende og en del af problemet. Dog mener jeg at dette er en ærgerlig læsning, ikke mindst fordi intet tilsiger at der ikke er plads til at man empirisk kan inddrage forskellige perspektiver og erfaringer i sin udformning af standpunktet. Et feministisk standpunkt må, for at være relevant, også kunne tage interne spændinger seriøst, og altså måden hvorpå disse er formet af hvordan mennesker er positioneret i form af race, seksualitet, klasse osv.. Ydermere er der intet som tilsiger at man ikke kan anlægge mange forskellige standpunkter, hvilket Harding også har påvist igennem et utal af studier hvor forskellighed på tværs af køn, race og klasse tages i betragtning.

Relevansen i dag?

Efter min mening har Hardings standpunktsteori enormt meget at byde ind med i forhold til spørgsmål der debatteres i dag. Herunder, ikke mindst resultaterne af social polarisering der giver betingelser for »post-truth«, anti-feministiske strømninger og klimakrisebenægtelse; spørgsmål om afkolonialiseringen af universitetet og ikke mindst nyliberalismens konsekvenser for akademisk frihed, demokrati og epistemisk diversitet. Ved at anskue sociale relationer og forholdet til naturen fra forskellige standpunkter, få udvidet vores horisont og identificerer alternative løsninger, stille spørgsmålstegn ved det vi tager for givet og det som har fået status som nødvendighedens politik, etableres forudsætningen for at vi kan indgå i nyttige demokratiske diskussioner om hvilket samfund og naturforhold vi ønsker. Dette er alternativet til at blive låst fast i de polariserende ekkokamre på bl.a. de sociale medier. Standpunktsteori kan selvfølgelig ikke løse disse problemer alene, men det kunne (måske) udgøre et væsentligt ingrediens?

Liste over udvalgte værker og bidrag

• The Science Question in Feminism (Ithaca: Cornell University Press, 1989). 
• Whose Science? Whose Knowledge? Thinking From Women’s Lives (Ithaca: Cornell University Press, 1991).
• The Racial Economy of Science: Toward a Democratic Future (Bloomington: Indiana University Press, 1993).
• »Rethinking Standpoint Epistemology: What is ‘strong objectivity’?« i The Centennial Review 36, nr. 3 (1993): 437-470.
• »’Strong Objectivity’: A Response to the New Objectivity Question,« Synthese 104 (1995): 331-349.
• Is Science Multicultural? Postcolonialisms, Feminisms and Epistemologies. (Bloomington: Indiana University Press, 1996).
• »Must the Advance of Science Advance Social Inequality?« International Studies Review 4, nr. 2 (2002): 87-105.
• »A Socially Relevant Philosophy of Science: Resources from Standpoint Theory’s Controversiality,« Hypatia 19, nr. 1 (2004): 25-47.
• »’Science and Democracy?’: Replayed or redesigned?« Social Epistemology 19, nr. 1 (2005): 5-18.
• Sciences from Below: Feminisms, Postcolonialities and Modernities (Durham: Duke University Press, 2008.)
• »Postcolonial and feminist philosophies of science and technology: convergences and dissonances,« Postcolonial Studies 12, nr. 4 (2009): 401-421.
• Objectivity and Diversity: Another Logic of Scientific Research (Chicago: University of Chicago Press, 2015).

Noter

1. For et godt overblik over standpunktfeminismens teoretiske udgangspunkt og koordinator, se f. eks.: Cynthia Cockburn, »Standpoint Feminism,« i Fakier, Mulinari & Räthzel (eds.) Marxist Feminist Theories and Struggles Today (London: Zed Books, 2015)
2. Se f.eks. Patricia Collins, Black Feminist Thought: Knowledge, Consciousness and the Politics of Empowerment (London: Routledge, 1990).