Selvet og anerkjennelse av kulturer

BOKUTDRAG: «Selvet» er et komplekst begrep, som er blitt en fast del av hverdagsspråket. Alle benytter i dag ord som selvtillit, selvrealisering, selvregulering og selvledelse. Men selvet er fortsatt et komplekst og perspektivrikt begrep med stor betydning i den akademiske verden, ikke minst innen for psykologi, filosofi og pedagogikk. En ny dansk bok, Selvet – sociologiske perspektiver, setter fokus på selvets betydning i sosiologien.

Boken er bygget opp som presentasjoner av viktige teorier, hvor en rekke forskere presenterer og diskuterer selvets betydning. Utgivelsen er redigert av Anders Petersen fra Aalborg Universitet, og hans innledning til boken ligger tilgjengelig på nettet. Boken kommer ut på forlaget Hans Reitzel, som har spesialisert seg på sosiologi og sosialfilosofi.

De presenterte teoretikere er: George Herbert Mead, Erving Goffman, Michel Foucault, Jean-Paul Sartre, Zygmunt Bauman, Thomas Ziehe, Anthony Giddens, Axel Honneth og Jean-Claude Kaufmann.

Her følger et utdrag fra mitt kapittel om Axel Honneth, der jeg kritiserer en populær tendens til å bruke Honneths teori til å kreve «direkte» anerkjennelse av kulturelle eller religiøse grupper:

Utdrag: Honneth og anerkjennelse av kulturer

Axel Honneths forståelse af kampen for anerkendelse er i nyere tid blevet udfordret af aktuelle begivneheder i Europa, og af en generel debat i vesten om anerkendelse af kulturelle og religiøse minoriteter. Den europæiske debat eksploderede som bekendt med publiceringen af de såkaldte «Muhammed-tegninger» i Jyllands-Posten og de mange efterfølgende protester fra krænkede og sårede muslimer. I den forbindelse er der – med reference til Honneths teori – blevet fremsat mange mærkværdige krav om anerkendelse, f.eks. når teolog Hans Ravn Iversen hævder, at «Indvandrerne (…) må anerkendes med alle de kulturelle særtraditioner, som de kan have brug for (…)» (Iversen 2006).

Dette meget omfattende anerkendelseskrav fremsættes imidlertid ikke af Honneth – det fremsættes ikke engang af «multikulturalister» som Will Kymlika og Charles Taylor. Ifølge Honneth er kulturel og religiøs anerkendelse noget man kan kæmpe for og håbe på, men ikke noget, man kan gøre krav på (Honneth/Fraser 2003: 197–198). Borgerne i moderne samfund er altid i deres gode ret til at afvise eller kritisere hinandens kulturelle værdier, overbevisninger og traditioner, dvs. til ikke at anerkende disse, uanset om de f.eks. er danske, kristne elle islamiske. Desuden vil den anerkendelse, der gives i iver efter at være imødekommende, men uden reel indsigt i – eller værdsættelse af – den kultur, der anerkendes, aldrig opleves som genuin af modtageren: Inderst inde ved modtageren godt, at kulturel anerkendelse – ligesom kærlighed – ikke kan kræves, men kun skænkes. Det er derfor en misforståelse af Honneths teori, at den skulle afkræve samfundsmajoriteten nogen direkte anerkendelse af minoriteternes kulturelle traditioner.

Hans Iversen sammenligner pudsigt nok majoritetens anerkendelse af muslimer med voksnes anerkendelse af børn. Imidlertid fungerer social værdsættelse netop ikke som forældres anerkendelse af deres børn: Der kan ofte være gode moralske grunde til ikke at anerkende en kulturel skik eller religiøs forestilling, men ikke til at nægte sine egne børn en basal, følelsesmæssig anerkendelse. (En kort version af Iversens artikel kan downloades her.)

Alligevel er der god grund til, med Honneths begreb om social værdsættelse, at se på dynamikken mellem majoritet og minoriteter, og på debatten om islam i Europa. For det første har Honneths analyser af den krænkede selvfølelse stor forklaringskraft i forhold til spørgsmålet om, hvorfor nogle muslimske miljøer trækker sig tilbage fra den offentlige debat og dens præmisser, eller ligefrem forskanser sig i regressive modkulturer. For det andet kan vi med Honneths begreb om solidaritet kritisere den manglende etiske sensibilitet i majoritetens møde med minoriteter: Vi kan argumentere for, at betingelserne for at tilkæmpe sig social værdsættelse er skæve eller unfair, hvis bestemte grupper stereotypiseres og mistænkeliggøres systematisk i offentlige medier og det generelle debatklima.

Dette argument har den fordel, at det ikke forudsætter (men heller ikke forhindrer) en positiv værdsættelse af specifikt muslimske traditioner, værdier eller hellige figurer. For det tredje kan vi gå endnu et skridt med Honneth uden at godtage det problematiske krav om anerkende «alle invandrernes traditioner» (Iversen 2006). Solidaritetsbegrebet forpligter os nemlig ikke kun på retfærdige betingelser for kampen om social værdsættelse, f.eks. fravær af hadefulde ytringer eller groft karikerende beskrivelser af bestemte grupper; det opfordrer os også til at gøre en aktiv indsats for at undersøge, om der alligevel kan være noget værdifuldt i praksisser og livsformer, som i udgangspunktet ligger os fjernt eller forekommer vanskelige at anerkende.

Efter min opfattelse, kan denne indsats f.eks. bestå i, at religions- eller islamskeptikere sætter sig lidt ind de mange forskellige ting, Islam kan være, før hele religionen nægtes nogen positiv indflydelse på samfundet. Som Honneth påpeger, er en kultur eller religion er aldrig én ting, men altid mange forskellige ting. Ligesom «kristne» eller «danskere», er «muslimer» ingenlunde enige om grænserne og indholdet i den identitet, der skal adskille dem fra andre. Kravet om anerkendelse af «dansk» eller «muslimsk» kultur forekommer derfor overfladisk og foregøgler en kulturel homogenitet, som ikke findes.

Referencer

• Iversen, Hans Ravn 2006: «Anerkendelse og mission. Udfordringer efter Muhammedkrisen». I Ny Mission nr. 11, Unitas Forlag.
• Honneth, Axel og Fraser, Nancy 2003: Umverteilung oder Anerkennung. Eine Politisch-Philosophische Kontroverse. Frankfurt/M.: Suhrkamp.