DARWIN I KRISE

Dette anmeldelsesessay er oprindelig udgivet i det danske tidsskrift Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie.

I Tæve rejser jeg på et globalt eventyr for at møde de dyr og biologer, der er med til at genskrive et gammeldags og patriarkalsk syn på evolution og redefinere de kvindelige arter. (s. xx)

Sidst jeg i disse spalter [tidsskriftet Slagmark, red.adm] diskuterede en bog, var det Caroline Criado Perez’ bog Invisible Women: Exposing Data Bias in a World Designed for Men (2021), der handler om, hvordan algoritmer primært trænes på data fra mænds kroppe, hvilket er decideret farligt for kvinder i forhold til brug af medicin, sikkerhedsudstyr til biler og meget mere. Perez’ bog havde jeg købt under en tur til USA, og siden er den kommet i en dansk udgave på forlaget Svane og Bilgrav under titlen Usynlige kvinder: Skævvredne data i en verden designet til mænd (2021). Det samme (altså en oversættelse til dansk) håber jeg bliver tilfældet med den bog, som jeg kaster mig over her, og som jeg også har fundet i USA, nemlig en bog om maskulin og feminin¹ adfærd og -identitet i dyreriget. 

Bogen BITCH: On the Females of the Species, der på dansk bedst kan oversættes til TÆVE: Om de kvindelige (dele) af arterne, er skrevet af den britiske zoolog, dokumentarist og naturformidler Lucy Cooke. Under studierne til sin kandidatgrad fra Oxford Universitet studerede Cooke dyrs adfærd, med særlig interesse for deres køn, og det er disse studier, der danner grundlaget for hendes bog. Cookes arbejde er ikke videnskabeligt i den forstand, at en ph.d.-grad har valideret det. Det skal indledningsvist siges. Og det samme gør sig i øvrigt gældende for Perez’ bog. 

Alligevel er begge bøger videnskabelige i den forstand, at der er brugt store mængder af kildemateriale og dokumentation for de fremførte påstande, og når det er sagt, så kan andre end akademikere med det blå stempel naturligvis også skrive videnskabeligt om den verden, vi lever i – ligesom akademikere kan skrive noget værre uvidenskabeligt vås. Kort sagt er det vigtigt, mener jeg, også at have blik for videnskabelighed, der ikke stammer fra videnskabelige loci, både fordi sådanne slags videnskabelighed har en bredere reception, og derfor en større og mere demokratisk offentlighed, samt fordi de kan være med til at ruske op i videnskabelige kulturers rygmarvstænkninger, da de ikke er karriereafhængige af fondsmidler og peer reviews, der kan komme til at tilgodese allerede etablerede erkendelser.

Selv er jeg historiker og ved intet om zoologi eller dyrs kønnede adfærd. Ikke desto mindre har det givet mig stor indsigt at læse Cookes bog, simpelthen fordi mennesket, ud over at være et (selv)bevidst kulturbærende og historieskabende væsen, også bare er et dyr, der på lange stræk netop kan sammenlignes med andre ikke-menneskelige dyr og omvendt.²

Cookes ærinde er at udfordre Charles Robert Darwin (1808-1882), men en særlig version af Darwin: den store hvide mand, biologen over alle biologer, «ophavsmand» til teorien om «survival of the fittest»,³ der indvarslede modernitetens fremmarch og Guds død! Det er selvfølgelig en ganske kortfattet, og på ingen måder fyldestgørende karakteristik af Darwin, ligesom der også har været evolutionsbiologer før ham, der pointerede sammenhængen mellem evolution og miljø, fx Jean Baptiste Lamarcke (1744-1829). Og dog er der et gran af sandhed i denne beskrivelse.

Darwins hovedværk On the Origins of Species by Means of Natural Selection (oversat af J.P Jacobsen i 1872 til Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen, i daglig tale blot Arternes Oprindelse) fra 1859 står stadig som et hovedværk inden for evolutionsteori. Fordi det var så radikalt anderledes at tænke på udviklingen og forandringen af liv og samfund som et spørgsmål om gradvis nedarvning af tilpassede karaktertræk, fik Darwin opkaldt en isme efter sig, nemlig darwinisme.

Cooke påstår, at Darwins syn på naturen var influeret af det kønssystem, han selv voksede op i, og som derfor blev den linse, hvorigennem ham kom til at betragte naturen og alle dens arter, herunder også mennesket og menneskets historie. For historikeren såvel som biologen er det helt åbenlyst, at alle menneskers opvækstbetingelser (kontekst) må tages i betragtning, når deres adfærd skal fortolkes og forklares, simpelthen fordi «kultur» influerer måden, vi ser «natur» på. 

Men biologen kan måske lære historikeren, at det omvendte, også er tilfældet: Menneskets «kultur» er ikke, og kan aldrig blive, fuldstændig løsrevet fra dets «natur» – især når det gælder køn, der som bekendt er et særdeles knudret fænomen. Det langt fra ligefremme forhold mellem biologiske islæt (sex) og kulturelle/sociale islæt (gender) indbyder således til at stille spørgsmål til forholdet mellem «kultur» og «natur», sprog og krop, bevidsthed og fysiologi. Forhold, der på ingen måde er afklarede, hvor forskere i dag stadig diskuterer, hvor meget køn i det enkelte menneske kan tilskrives hhv. kultur og natur. Derfor kan historikeren og biologen have megen interessefællesskab, særligt i et historisk perspektiv, der kan fremvise, hvordan skiftende forestillinger om kønnets natur har haft en stor indflydelse på både natur- og samfundsforståelse, og omvendt.

Lad os prøve at tage et konkret eksempel.

Sukey og Mix

Darwin blev født og voksede op i Victoriatidens England. Perioden, der blev opkaldt efter den britiske Dronning Victoria (1819-1901), var kendetegnet ved en enorm seksuel puritanisme, hvor man forsøgte at benægte kønsdriften hos kvinder, ligesom enhver lystbetonet adfærd blev forsøgt undertrykt. Det kunne have den uheldige effekt, at mange kvinder på bryllupsnatten aldrig havde hverken set eller hørt om, hvad deres ægtefælle havde mellem benene, endsige hvad det nyopdagede skulle bruges til. Der har måske aldrig i historien, hverken før eller siden, været så stor en skræk og uvilje mod kvinders drifter og seksuelle lyster som lige præcis i denne periode.

I den lille by Shrewsbury lidt nord for den walisiske grænse voksede Darwin op. Faderen, Robert Darwin, var læge og finansmand. Moren Susannah Darwin, melder historien meget lidt om: Hun gik under kælenavnet Sukey, hun var dygtig til at spille cembalo, og så var hun mere eller mindre permanent gravid fra hun giftede sig som 29-årig og til hun døde som kun 52-årig. Hun fødte i alt seks børn, hvilket vil sige, at hun nedkom med et barn hvert andet år. De mange graviditeter og ditto børnefødsler satte utvivlsomt hårde fysiske spor, og det mindre kønne ord «avlsdyr» rinder mig i hu. Jeg kommer til at tænke på en kvinde fra samme århundrede og socialklasse, nemlig Katti Anker Møllers mor, Mix Anker (1842-1892), født Bojsen.⁴ 

Mix blev født ind i en prominent grundtvigsk familie, men flyttede siden til Sagatun, den første højskole i Norge, som kone til forstanderen der, Herman Anker. Her fødte hun 9 børn i årene mellem 1864 og 1883 og fulgte således det samme mønster som Sukey: Et barn kom til verden hvert andet år, og i lighed med Sukey døde Mix meget ung, som blot 50-årig. Katti var vidne til, hvor hårde svangerskaberne var ved moren, gik derfor ind i kampen for kvinders reproduktive rettigheder, blev feminist og var med til at gennemføre de såkaldte Castbergske Love, hvor kvinder endelig fik ret til at bestemme over egen krop og egne fødsler. Hun var en tidlig fortaler for at legalisere abort, og hendes tale Moderskapets Frigjørelse, som hun holdt i Stortinget i 1915, er gået over i historien som legendarisk. Men det er en anden historie, der dog alligevel sætter perspektiv på de vilkår, hvorunder kvinder næsten kun blev betragtet som fødemaskiner.

Sukeys og Mix’ livshistorier er vigtig baggrundsviden for at forstå den linse, hvorigennem Charles Darwin kom til at betragte naturen omkring sig. For det var præcis sådan han kom til at opfatte den: Hunner avlede unger! Darwins 1800-tal var den binære kønslogiks storhedstid. Der var mænd … og så var der kvinder. Hvor mændene færdedes i den offentlige sfære, da var de menneskelige hunkønsvæsner henvist til privaten – til hjemmet – hvor deres primære opgave var at føde, dernæst yngelpleje. Passive, afventende, føjelige, milde og blide, sådan som både Sukey og Mix var eksempler på.

LES OGSÅ: NYE PROBLEMER FOR OFFENTLIGHETEN

Denne kliché, splittelsen mellem det private og det offentlige, er efterhånden udfordret mange gange. Hele idéen om en borgerlig offentlighed, der er sfærisk adskilt fra det private, som fremlagt af Jürgen Habermas i bogen Strukturwandel der Offentlichkeit (1962), er alt for entydig og simpel, hvilket flere akademiske arbejder har påpeget igennem årene, også i en dansk kontekst.⁵ Bl.a. har disse arbejder vist, at Habermas’ forsimplende kategorisering og dens binære logik er et intellektuelt arvegods, der i høj grad har været med til at undertrykke, eller måske snarere overse kvinder; der var fx kvinder, der kunne undslippe ægteskab, og ofte levede kvinder sammen, tog “mandejobs,” gik med bukser, var initiativrige og udfarende. Den danske forfatter og journalist Sara Alfort har for nylig fremlagt en række eksempler på sådanne kvinder i bogen Damer der var for meget og vist, hvordan disse kvinder agerede på tværs af, og rakte ud over, det strukturelle kanvas, der ellers var lagt frem som kvinders livsbane.

Reduktionen af det feminine over for det maskuline – til det passivt, private hunkønnede over for det aktivt, offentligt hankønnede – har også gjort sig gældende i biologien, hvor simplificeringen ligeledes har rødder i det 19. århundrede. Dette århundrede var vidne til videnskabeliggørelsen af en række fag og felter, hvorfor de teorier og forklaringsrammer, som blev fremsat i denne proces, herunder evolutionslæren og historiserende socialteori, stadig influerer de videnskabelige erkendelser, vi gør os i dag. Pointen i forhold til køn er selvfølgelig, at både biologien og sociologien, om man vil, som videnskabelige felter var drevet frem af personligheder uden feministisk observans (Habermas’ intellektuelle arvegods er fx tyske tænkere som Kant, Schelling, Hegel, Dilthey og Marx), og derfor har de mere eller mindre ubevidst og ukritisk reproduceret et kønssystem, som ikke er eller var naturligt givet.

I den sammenhæng mener Cooke, at Darwins fortolkning af dyrelivets hanner og hunner som henholdsvis aktive og passive er en stor og stadig udbredt sexistisk myte fra 1800-tallets victorianske logik, en myte, der slet ikke holder vand, men som har været, og stadig er, enormt indflydelsesrig. Bevares, der er milde, passive og omsorgsfulde hunner i dyreriget, der lever op til Darwins victorianske idealer om kønslivet. Men der er også så mange andre former for adfærd blandt hundyr i alskens arter og variationer. Ifølge Cooke var Darwins teori om seksuel selektion så sovset ind i misogyni, at mange kvindelige dyrearter kom til at fremstå lige så marginaliserede og misforståede som deres menneskelige pendanter: de victorianske husmødre.

Her nævner Cooke en vifte af dyrearter, som slet ikke opfører sig som i Darwins «sexistiske myte». For at tage et par eksempler: Bladhønen, som er en vadefugl, forlader sine æg til et harem af hanner, så de kan opfostre ungerne; topi-antilopernes hunner kæmper hårde kampe om at løbe af med den flotteste og mest reproduktive han; og hunnerne blandt det lille pattedyr surikaten slår deres modstanderes unger ihjel for at fremme egen overlevelse. Og hvem har ikke hørt om «den sorte enke», fugleedderkoppen, der ofte æder sin mage efter reproduktion.

Et mere indgående eksempel, som Cooke beskriver, drejer sig om kattalemuren (187). Biologen Alison Jolly ankom i 1962 som 25-årig til Madagaskar med en spritny ph.d.-grad i hånden og satte sig for at studere de dengang relativt ukendte stribede bæsters adfærd. I dag er kattalemuren kendt (ikke mindst fra Disneys tegnefilm, Madagascar), men det var arten ikke dengang. Jolly fandt ud af, at det i udpræget grad var hunnerne i flokken, der var de mest aggressive og som vogtede territoriet, afsatte lugtmærker, holdt ro og orden og var øverst i dyrenes interne hierarki – de var flokledere. Jolly iagttog, hvordan hannerne blandt arten var decideret bange for hunnerne og ofte fik tæsk og blev skadede af de aggressive hunner. Dette tidlige studie på aggressiv adfærd hos dyrehunner blev langt hen ad vejen bortforklaret som et unikum, «en ejendommelighed ved Madagaskar», men som Cooke dokumenterer, er der masser af andre eksempler i dyreriget (192).

Cooke kalder hunner som kattalemurerne for «alfa-hunner,» og de er dyrerigets eksempler på Sara Alforts «kvinder der var for meget.» Denne ‘maskulinisering’ af hunner, når de opfører sig uden for rammerne af det, vi traditionelt forstår som feminint, er selvfølgelig i fare for at reproducere den gamle logik, som den forsøger at gendrive. Men vi er nu engang nødsaget til at bruge de begreber, vi har. For hvordan kan vi ellers beskrive noget, der er så vedtaget og nedarvet gennem generationer? Et første skridt må være at gøre opmærksom på den binære kønslogiks problematik.

LES OGSÅ: HVORDAN GÅR DET?

En af Cookes hovedkilder er biologen Joan Roughgarden, der allerede i 2004 publicerede bogen Evolutions Rainbow: Diversity, Gender, and Sexuality in Nature and People, der ifølge Cooke var den første bog, der påpegede diversiteten blandt dyr og deres kønnede adfærd. Roughgardens bog, der nu er kommet i en jubilæumsudgave, har været enormt indflydelsesrig som biologiens første «gender-bender» med hensyn til dyreriget. Jubilæumsudgavens forside er derfor også en stor flot fisk i alle regnbuens farver.

En anden forsker, som Cooke trækker på, er antropologen og primatologen Sarah Blaffer Hrdy fra Harvard. Hrdy udgav i 2009 bogen Mothers and Others: The Evolutionary Origins of Mutual Understanding, hvor hun fremsætter den tese, at hele idéen om moderlig omsorg er en konstruktion, der er kulturelt betinget. Blandt primater kan hun påvise, at omsorgen for de nyfødte i et samfund ikke kun gives af moderen, men også af andre: faren, søskende, bedstemødrene, alle der er tæt på flokken – «it takes a village to raise a child,» som man siger. Her konkluderer Cooke, at moderinstinktet ligger dybt i os alle. Det er ikke kun kvinder, der instinktivt fatter omsorg for små hjælpeløse babyer. Det gør alle arter, hvorfor det er lykkedes forsvundne menneskebørn at klare sig blandt primater (s. 155).

Jeg skal ikke lede længe i Hrdys bagkatalog for at se, at hun allerede i 1981 udgav en bog med titlen The Woman that Never Evolved, hvor hun satte spørgsmålstegn ved Darwins idéer om køn i dyreverdenen. Altså hallo, 1981! Det er tidligt i forhold til fx Judith Butlers bog, Gender Trouble, der først udkom i 1990, altså næsten ti år senere end Hrdys studie af primaters kønnede adfærd, og som var en bombe under humanisters opfattelse af køn, mænd og kvinder. I en genudgivelse af bogen i 1999 skriver Hrdy i sit forord:

«Da Kvinden der aldrig udviklede sig udkom i 1981 var jeg bange for, at den ville udradere en lovende karriere – nemlig min egen. Teorien om seksuel selektering var – og er – en kronjuvel i den evolutionære biologi, også selvom den måde, den bliver brugt til at beskrive hunner på, er håbløst gammeldags og trænger til revision. Ifølge Darwins geniale originale hypotese konkurrerer hannerne om den seksuelle adgang til hunnerne. Enten vælger hunnen den han, hun helst vil have, eller også udkonkurrerer hannen sine rivaler, så hunnen må nøjes med ham eller ingen mage overhovedet.»⁶

Det var kontroversielt, at Hrdy i sine studier søgte at påvise, at den latente stereotypisering, der – som en arv fra Darwin – ligger i mange naturvidenskabelige studier af dyrs kønnede adfærd, må genbesøges og gentænkes. Kort sagt moderniserer Hrdy vores opfattelse af det evolutionære grundlag for kvindelig adfærd.

Cookes bog lægger sig i klar forlængelse af værker som Hrdys og er måske i virkeligheden mere en populær fremstilling, der samler nogle af disse biologiske studier til en mere overordnet syntese om evolutionslærens kønsbias – som en historiker i Danmark nu har fået øje på ved at rejse på ferie til Miami og finde bogen i et stort opsat arrangement i en boghandel. Jeg tænker på, at der da må findes biologer, hvis ikke i Danmark, så i Norden eller Europa, der er kommet frem til de samme konklusioner som Roughgarden, Hrdy og Cooke? I hvert fald hylder Cooke sine forgængere med billeder bogen igennem, ligesom hun dedikerer sin bog til “alle tæverne [bitches] i mit liv” (kolofonen).

Darwin på repeat

Et stort og vedvarende problem med Darwins indflydelse har ifølge Cooke været, at biologer efter ham slet ikke har kunnet se skoven for bare træer. Mere præcist har de undladt at fortolke vidnesbyrd på den mest logiske og enkle måde (jf. Ockhams ragekniv), og i stedet har de søgt efter forklaringer, der passede ind i Darwins allerede opstillede victorianske logik. Et af Cookes eksempler på, at biologien har haft tendens til at falde under parsimoni-princippets tærskel, omhandler ornitologerne John Marzluff og Russel Balda, som i over tyve år studerede pinyonskaden, en fugl der lever i det vestlige Nordamerika. Marzluff og Balda antog på forhånd, at der blandt skaderne måtte være en alfahan. I deres bestræbelse på at kortlægge fuglenes sociale hierarki søgte Balda og Marzluff at identificere de alfahanner, som de to fugleeksperter på forhånd havde antaget måtte findes blandt skaderne. Men mens hannerne blandt pinyonskaderne er pacifister og næsten aldrig slås, så er det hunnerne, der er øverst i hierarkiet. Det så biologerne bare ikke for alle deres antagelser; i stedet opstillede de alternative forklaringer på den manglende alfahan-skade; de måtte simpelthen være syge!

På den måde er det lige så svært at dæmme op for Darwins sexistiske myte om arternes kønnede adfærd, som det er at komme nationale myter til livs.

LES OGSÅ: VIDENSKABSHISTORIENS FREMTID - EN SAMTALE MED LORRAINE DASTON

Men det problem har ikke kun været eftertidens: Allerede i Darwins egen nære samtid var der kritiske røster imod teorien. Den selvlærte biolog og første kvinde der blev ordineret som præst i den lutherske kirke, Antoinette Brown Blackwell (1825-1921), publicerede i 1875 bogen The Sexes throughout Nature, hvor hun imødegik Darwins opfattelse af arternes kønnede natur som alt for forsimplet. Imidlertid blev disse tidlige feministiske pionerer ignoreret af «det videnskabelige patriarkat,» som Cooke benævner det (282). Stadig i dag undrer Cooke sig over, hvorfor arbejder som fx Hrdys ikke er mere kendte og argumenterer implicit for, at det (stadig) skyldes en stor kønsbias i den videnskabelige verden, hvor mænd stadig har fortrin og forrang frem for kvinder.

Tæven Karla

Med Cookes bog i hånden er jeg begyndt at studere adfærden hos min egen hund, cockerspanielen Karla, der er 6 år gammel. Når Karla er i løbetid, hyler og tuder hun som en ulv. Det er for at lokke partnere til, potentielle fædre til det afkom, som vi dog i familien har besluttet, at Karla aldrig skal have. Men angiveligt er det mere hanhunde, der reagerer på den måde, hvis man skal tro et opslag på Dyreværnets hjemmeside:

«Ligesom så mange andre kan hundes adfærd ændres, når de kommer i løbetid eller brunst – og dette kan inkludere hyl. Især brunstige hanhunde kan finde på at hyle, hvis deres muligheder for samvær med hunhunde i løbetid afskæres. Selvom hunhunde i løbetid kan finde på at hyle, er det mere normalt, at de piver i denne periode.»⁷

 «Men min tæve «piver» ikke, hun hyler og tuder!»

Et andet eksempel er tissevaner: Karla kan sagtens lette ben og tisse op ad et træ, det gør hun lige så tit, som den sætter sig ned. Er hun i løbetid, så snarere end at ægge hanhundene på vores vej og byde sig til, kaster hun sig snusende over dem nede i skoven, så flere af de hanhunde, vi møder, stikker halen mellem benene og trækker sig tilbage ved mødet med denne, bogstavelig talt, liderlige tæve. Selv oplever jeg at blive skamfuld ved denne åbenlyse parringslyst fra min tæves side og trækker så afsted med min tæve, så godt jeg formår. Cookes bog har givet mig en forklaring på, hvorfor det er sådan: Det er fordi, jeg også – ligesom Dyreværnet og store dele af vores både humanistiske og naturvidenskabelige vidensapparater – har læst Karlas adfærd ind i Darwins myte om, at alle hunner er blide, føjelige og passive, mens det er hannerne, der er de udfarende og aggressive og lægger an til parringsleg. Det passer bare ikke.

Summa summarum: Dyrs kønnede adfærd og identitet er lige så mangfoldig som menneskets. Naturen, herunder kønnets natur, ligger ikke bare tavs derude, som et fænomen vi kan forklare fordomsfrit, men tager i høj grad form efter de briller, vi som fortolkere bruger – ligesom med så mange andre fænomener. Tæverne i Cookes bog har åbnet mine øjne for, at det at være «hun» også handler om at kæmpe for sin overlevelse, være aggressiv og slås, gå efter den flotteste han, forlade sine unger og endog slå ihjel for det – karaktertræk, der vanemæssigt forstås som maskuline. Præcis herfor er begreber som «maskulin» og «feminin» problematiske, da de forudsætter en form for essentiel natur, som hverken findes i mennesker eller dyr. Det står for gældende, selvom vi er nødsaget til at bruge de begreber, vi nu engang har med os fra mange årtiers forskning i kønsforskelle.

Men måske er vi i en slags kønnenes saddeltid i disse år, som kommer til at definere køn på nye måder og uddrive Darwins genfærd fra evolutionslærens kønsforståelse? Meget kunne tyde på det. Hertil er Cookes bog både tankevækkende og original og udmærker sig især ved at samle årtiers forskning inden for evolutionsteori og omsætte det til letforståeligt engelsk. Men ligesom Darwin var influeret af sin tids forestillinger om køn, må jeg som historiker også bemærke, at Cookes forestillinger om dyrs kønnede adfærd også er barn af sin samtids kritisk-feministiske blik bl.a. på videnskabshistorien, naturen, kønnet og evolutionsteorien.

Selvom jeg bifalder nuanceringen af den darwinistiske kønsmytologi, kommer Cookes bud på en revideret evolutionsteori (måske) til at opstille nye naturlighedsargumenter, nye naturalistiske fejlslutninger, nye naturmonolitter, som kulturen herefter forstås som en afspejling af. Også Cookes bud må historiseres, ligesom alle de forbilleder hun fremhæver. At noget er på én måde, er ikke ensbetydende med, at det bør være på den måde, eller for den sags skyld, at det er tidløst.

Noter

1. Velvidende, at begreber som «maskulin» og «feminin» er problematiske begreber, vælger jeg alligevel at bruge dem her, da vi mht. brugen af sådanne kønnede begreber synes at være i en form for «saddeltid» – jf. Reinhart Kosellecks karakteristik af perioden mellem 1750 og 1850, hvor den begrebslige forbindelse mellem såvel kollektive som individuelle erfaringsrum, dvs. fortiden, på den ene side og ditto forventningshorisonter, dvs. fremtiden, på den anden i stigende grad blev brudt, hvilket ladede væsentlige begreber med betydning i relation til fremtidens muligheder, snarere end med mening rodfæstet i fortiden.
2. Læs fx Anders Klostergaards artikel om skam og rødmen i Slagmark nr. 80, der omhandler følelseshistorie. Klostergaard argumenterer her for, at nok er aber og mennesker utroligt sammenlignelige, men der er rødmen til forskel. Anders Klostergaard, «Den nøgne hud: om rødme, følelser og fællesskab,» Slagmark 80 (2020): 31-51.
3. «Survival of the fittest» er den populære formulering af Darwins idé om naturlig selektion, som Cooke såvel som mange andre fejlagtigt tilskriver Darwin, men som egentligt var Darwins indoptagelse af den konservative sociolog Herbert Spencers (1820-1903) socialteoretiske bearbejdning af Victoria-tidens evolutionsidéer (herunder også Darwins).
4. Jens Olai Jenssen og Elisabeth Lønnå, Katti Anker Møller: En biografi (Oslo: Pax Forlag, 2021).
5. Se f.eks. Christina Fiig, «Feminists read Habermas – den amerikanske feministiske Habermas-kritik stiller nye teoretiske spørgsmål,» Kvinder, Køn og forskning, nr. 1 (2001): 19-31.
6. Sarah Blaffer Hrdy, The Woman that Never Evolved (Cambridge: Harvard University Press, 1999), preface.«Hvorfor hyler hunde?,» Danske Dyreinternater, 2023, https://www.danske-dyreinternater.dk/hvorfor-hyler-hunde.