ET ESSAY OM VREDE OG TILGIVELSE

Vi er så vrede …

Hvordan indleder man en tekst om vrede? Martha Nussbaum begynder sin bog Anger and Forgiveness. Resentment, Generosity, Justice (2016) med at diskutere Aischylos’ tragedie Orestien. Særligt fokuserer hun på de grusomme og rædselsvækkende furier og deres inkarnation af vreden; et valg som alene siger en del om Nussbaums kritiske tilgang til vrede.¹ Det vender vi tilbage til.

Men vi kunne også begynde et andet sted, nemlig med de mange eksempler på vrede som omgiver os. Vi kender vreden fra det nære; vreden mod den elskede som bedrager os, mod forældrene som ikke forstår os, eller vreden mod det umådeholdent krævende spædbarn som alle forældre må lære at kontrollere. Vi kender vreden fra det, Nussbaum kalder ’mellemsfæren’, og som måske oftere kaldes den sociale sfære; vreden mod kolleger for ikke at løfte deres del eller mod lederen for at forskelsbehandle. Og her kender vi måske også i særlig grad vreden fra de sociale medier, hvor den altid synes at lure lige om hjørnet og have helt optimale betingelser for at vokse og sprede sig. 

Men også i det politiske rum synes vreden at trives. Borgere er vrede over lovindgreb, oplevede uretfærdigheder eller Corona-indgreb. Politikere stiller sig stadig oftere op og afslører, at de er vrede over et eller andet: brud på loven, visse borgeres opførsel eller deres med-politikeres synspunkter. Et særlig prominent eksempel, som dækker både borgeres og politikeres vrede, er Trumpismen, hvor vrede marginaliserede amerikanske vælgere støttede og valgte en præsident, der med egne ord var vred over, hvordan USA blev ledet – en bevægelse der kulminerede i stormløbet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021.²

Vreden synes således at omgive os på alle fronter. Den vokser og griber om sig. Spørgsmålet er, om det er en god ting. Er vreden et tegn på, at mennesker endelig reagerer på de mange overgreb, krænkelser og uretfærdigheder, som omgiver dem? At de undertrykte, marginaliserede og udstødte endelig har fået en stemme og en mulighed for at blive hørt? Er vreden vejen til forandring, til oprejsning og til retfærdighed? Eller er al denne vrede et krisetegn? Tyder den på, at vi ikke kan skelne mellem alvorlige overgreb og små fornærmelser, men lader os rive med af vreden, beruse af den, næsten uanset hvor uanseelig anledningen er? Og hvordan med vreden selv? Er den en positiv kraft, der genskaber selvrespekt, og er den en nødvendig drivkraft, hvis vi skal skabe reelle forandringer?

Nussbaums svar på det sidste spørgsmål er et næsten entydigt nej! Dette efterskrift vil i særlig grad fokusere på, hvordan Nussbaum begrunder sin kritiske behandling af vreden, og hvorvidt det er muligt at udfordre hendes kritik. Men før vi vender os mod disse spørgsmål, vil jeg præsentere Nussbaums generelle emotionsteori, som også er med til at forme hendes syn på vrede i nærværende bog.

Nussbaums teori om emotioner

Nussbaum kategoriserer vrede som en emotion, og hun har, igennem hele sin lange karriere, haft en særlig interesse i helt grundlæggende filosofiske spørgsmål om emotioner; forsøget på at forstå hvad de består i, deres opbygning, funktion og betydning for os, personligt og politisk. Emotionerne er centrale allerede i Nussbaums tidlige hovedværk, Love’s Knowledge, hvor hun præsenterer et overbevisende – og med tiden meget indflydelsesrigt – argument for, at der er former for etisk erkendelse, som er knyttet til nuancerede perceptioner af andre mennesker og betinget af en særlig emotionel tilgang til dem og til verden, og titlen, Love’s Knowledge afspejler således Nussbaums helt centrale påstand, om at emotioner skal forstås som kognitive, som forsøg på erkendelse af noget i verden, snarere end som udelukkende subjektive.³ I mine øjne er det en hjælp at have en mere generel forståelse af hendes emotionsteori og dens placering i den bredere diskussion af emotioner i filosofien generelt, hvis man vil forstå hendes kritiske tilgang til vrede.

Emotioner omfatter fænomener som for eksempel kærlighed, sorg, frygt, kedsomhed, medlidenhed, skyld og, altså, vrede. Den måske mest almindelige måde at forstå emotioner på er ganske enkelt at se dem som en særlig gruppe af følelser, dvs. kropsligt bundne oplevelser, som har en anden, mere kompleks karakter end for eksempel oplevelser af smerte, kvalme eller sult. Denne opfattelse af emotioner er særligt tiltrækkende på dansk, hvor vi i vores almindelige sprog ikke skelner mellem mavepine og sorg, men kalder begge dele for følelser. På dansk er ordet emotion altså et fag- eller specialbegreb til forskel fra engelsk, hvor hverdagssproget omfatter et skel mellem ’feelings’ and ’emotions’. 

Ideen om emotioner som en særlig klasse af kropslige følelser løber igennem det meste af filosofihistorien, selvom om den udfordres af en række forskelle mellem følelser og emotioner; særligt forskellen mellem oplevelse og varighed. En kropslig følelse er kendetegnet ved, at man udelukkende har den, så længe man faktisk oplever at have følelsen; hvis du ikke mere kan mærke mavepinen, så er den væk – så har du ikke mere mavepine. Forholdet mellem sorg og oplevelsen af sorg er anderledes. Man kan selvfølgelig opleve at føle sorg, og det kan være en overvældende følelse, men en person som sørger, føler ikke sorg hele tiden. Hun kan more sig over en sjov film eller føle irritation over, at printeren ikke virker, men det betyder ikke (nødvendigvis), at hun er holdt op med at være i sorg. På samme måde som (de fleste) forældre elsker deres børn hele tiden, men absolut ikke altid har en egentlig oplevelse af denne kærlighed.

LES OGSÅ: Er kjærlighet en forutsetning for rettferdighet?

Den amerikanske filosofien Martha C. Nussbaum hevder at kjærlighet er en sentral ingrediens for å oppnå et rettferdig samfunn. 

Denne forskel i sammenhængen mellem oplevelse og tilstedeværelse af henholdsvis følelser og emotioner er en del af baggrunden for, at filosoffer begynder at udfordre identifikationen af emotioner med følelser og i stedet for lede efter andre forståelser af emotioner herunder kognitive emotionsteorier. Helt grundlæggende siger disse teorier, at emotioner ikke blot er kropslige reaktioner på ydre indtryk, men at de i et eller andet omfang også omfatter en perception eller erkendelse af verden. Det betyder, at emotioner omfatter antagelser om noget uden for subjektet og behandlingen af disse antagelser. Emotioner er måder at opnå erkendelse om verden, selvom de selvfølgelig også, som det er tilfældet med alle erkendekilder, er fejlbarlige. Mine emotioner kan i den forstand være ufornuftige, for eksempel hvis jeg bliver bange for en udstoppet bjørn eller en husedderkop, hvilket også betyder, at en emotion nogle gange forsvinder, hvis jeg opdager, at den er baseret på en fejl.

Nussbaums teori om emotioner ligger som sagt inden for de kognitive teorier. I sit hovedværk om emotioner, Upheavals of thought (2001), siger hun således, at emotioner “are not just the fuel that powers the psychological mechanism of a reasoning creature, they are parts, highly complex and messy parts, of this creature’s reasoning itself”.⁴ Det gælder for frygt, sorg og kærlighed, og det gælder på samme måde for vrede, som vi vil vende tilbage til. Mere uddybende, så mener Nussbaum, at emotioner involverer både en perception af en bestemt ting i eller træk ved verden (som forstået af personen der har emotionen) og en evaluerende vurdering af denne ting eller træk fra personens perspektiv. For at give et eksempel: Når en person sørger over sin fars død, så omfatter denne følelse både en række antagelser om faderen (om hans person og særlige kvaliteter) og en vurdering af, at faderen var vigtig i personens liv. 

Dette kompleks af antagelser og vurdering udgør kernen i emotionen, og de kan følges af non-kognitive elementer som særlige kropslige følelser og tilstande, men der er, i Nussbaums øjne, ikke en tilstrækkelig stabil forbindelse mellem emotionen og sådanne følelser og tilstande til, at man kan hævde, at det kropslige er en nødvendig del af emotionen selv. Nussbaum afviser altså ikke, at emotioner ofte har en vigtig følelsesmæssig komponent – det er blandt andet denne komponent, som gør, at emotioner kan udgøre en stærk motivation til handling – men hun afviser, at emotioner kan knyttes til en specifik følelsesmæssig tilstand. Sorg kan føles på mange måder, kærlighed ligeså.

Nussbaum præsenterer således et argument for, at emotioner grundlæggende skal forstås som evaluative domme. Hendes teori placeres ofte i en gruppe af kognitive teorier om emotioner, som på engelsk betegnes som ’judgementalism’ eller doms-teorier.⁵ Nussbaum afviser dog selv dette mærkat, fordi hun finder det vigtigt at understrege, at selvom de antagelser, som udgør et nødvendigt element i emotioner, kan have form af eksplicitte, sproglige domme, så har de ikke altid denne form, og de kan ikke altid udtrykkes sprogligt. Et lille barn kan elske sin far højt og gennem denne kærlighed ’se ham som’ et af de vigtigste mennesker i verden, uden at denne antagelse tager form som en eksplicit dom.

Det er vigtigt, at de antagelser, som er involverede i emotioner, ikke bare er ’rene’ perceptioner af verden omkring os, men at de også i meget høj grad er formede og farvede af vores egne antagelser og holdninger – de fokuserer for eksempel på det, som er vigtigt for os. Antagelser involverede i emotioner kan ligeledes være påvirkede af specifikke samfundsnormer og kulturelle kontekst. Kærlighed synes at være universelt menneskeligt, men hvad vi finder værdifuldt ved den elskede, forandrer sig ikke bare fra person til person, men også fra kultur til kultur; det er også påvirket af kulturelle normer om og forventninger til kærligheden.⁶ Således kan man sige, at Nussbaums teori placerer emotioner mellem det universelt givne og det kulturelt formede.

Nussbaums opfattelse af vrede

Der er særligt et træk ved Nussbaums generelle emotionsteori, som genfindes i Anger and Forgiveness. Hvis vi skal beskrive vrede, vil mange af os begynde med følelsen eller oplevelsen af vrede, hvor voldsom den er, hvor nemt den løber af med os, hvor svær den kan være at overkomme. Og hvis vi skal give eksempler på vrede mennesker, vil vi ofte tænke på mennesker i oprør, mennesker der er, mere eller mindre bogstaveligt, i deres følelsers vold. Nussbaum begynder også her, men denne følelsesmæssige side af vreden fylder meget lidt i hendes undersøgelse – helt i tråd med hendes egen teori. Hun anerkender selvfølgelig, at vrede typisk akkompagneres af subjektive følelser som oftest er smertefulde eller ubehagelige, men hun insisterer også i dette tilfælde på, at sådanne følelser ”are likely to be highly varied […], and they may be entirely absent if anger is not conscious”.⁷ I stedet er hun interesseret i og fokuserer på de tanker og antagelser, som er involverede i vrede, på vredens kognitive dimensioner.

LES OGSÅ: MARTHA NUSSBAUM - EN RØFF GUIDE

Sentralt i Martha C. Nussbaums filosofi er ideen om menneskets verdighet. Her får du en røff guide til hennes tenkning.

I arbejdet med at give en mere nuanceret beskrivelse af vreden tager Nussbaum udgangspunkt i Aristoteles’ indflydelsesrige definition af vrede fra værket Retorik.⁸ Ifølge Aristoteles har vrede en hel række delelementer, men Nussbaum forenkler og omformer hans definition, så vreden kun omfatter tre hovedtræk. Det første er, at vreden i et eller andet omfang er smertefuld. Det er vært og ubehageligt at være vred. Men det andet, helt centrale træk ved vrede er, at det er en oplevelse af en uret eller et overgreb, som er overgået enten en selv eller andre. Dette element handler således om vredens genstand eller objekt; vreden giver os viden om, at nogen har begået en uret eller anden form for uretmæssig skade. Vreden er dermed bagud-skuende mod noget, som allerede er sket, og den er en reaktiv emotion, som er med til at forme vores forhold til andre mennesker. Det er vigtigt, at vreden selvfølgelig tager udgangspunkt i den vrede persons oplevelse af det skete, fordi der således altid er en mulighed for, at personen tager fejl, og at det, der blev opfattet som et overgreb, i virkeligheden var et uheld eller en ligegyldig hændelse, som personen har misfortolket. Som det er tilfældet med andre emotioner, kan vi tage fejl i vores vrede.

Det er centralt i Aristoteles’ definition, at de overgreb, som giver anledning til vrede, altid involverer en form for fornærmelse eller nedgørelse af den vrede person (eller personer tæt på den vrede person); at vreden henviser til det, Nussbaum omdøber til status-tab. Hun er enig i, at vrede ofte udspringer af oplevelsen af, at ens sociale status har lidt skade, men hun mener dog ikke, at dette altid er tilfældet. Vi kan også blive vrede over overgreb mod noget, vi finder værdifuldt (for eksempel vandalisering af kunstværker), moralsk vigtigt (for eksempel uretfærdig behandling af andre) eller overgreb mod noget som bare har personlig betydning for os (for eksempel hvis folk tankeløst vader rundt i vores smukkeste blomsterbed). I Nussbaums øjne er vrede således forårsaget af en oplevelse af uret som ofte, men ikke altid, består i et statustab.

Det tredje element, som Nussbaum identificerer i vrede, er fremad-skuende, i og med vreden motiverer og omfatter et ønske om hævn eller gengældelse. Ifølge Nussbaum er det næsten altid sådan, at den vrede person ønsker, at udøveren af det forudgående overgreb skal lide en straf eller en form for payback; dette er vredens mål, idet, med Nussbaums ord, ”The imagined payback is seen as somehow assuaging or making good the damage”.⁹ Dette rejser dog en del spørgsmål, for det synes at være ganske irrationelt at tro, at vi kan rette den uret, som har givet anledning til vreden, ved at skade andre gennem gengældelse. Vi undersøger Nussbaums svar på dette spørgsmål om et øjeblik, men først skal det fremhæves, at hun introducerer en enkelt undtagelse til tesen om at vrede altid omfatter payback nemlig Transition-Anger. 

I Transition-Anger er en person ikke optaget af hverken statustab eller payback, men alene oprørt over en oplevelse af en begået uret. Nussbaum understreger at denne følelse udgør et grænsetilfælde i undersøgelsen af vrede og diskuterer ligefrem om Transition-Anger slet ikke er en form for vrede, men allerhøjst ”quasi-anger”.¹⁰ Under alle omstændigheder er den ifølge Nussbaum utrolig sjælen, og ofte når en person tror at vedkommende udelukkende er oprørt er oprørt over verdens uretfærdigheder, så er der faktisk ikke tale om Transition-Anger fordi "the payback wish is subtle, insinuating itself in many places, like the nake in the garden”.¹¹

Nussbaum ser altså oplevelsen af uret og ønsket om payback som elementer i næsten alle former for vrede – og i alle centrale tilfælde af vrede. Dette er baggrunden for hendes negative evaluering af vrede. Som hun siger i det allerede nævnte interview: “The thing that I find so bad about anger is the desire for payback. Of course, it is very human to wish for revenge. […] But what good does it do?”¹² 

Vi vender tilbage til Nussbaums kobling mellem vrede og hævn, men hvis du, læser, trænger til en kort pause, kan du med fordel kigge op fra teksten et øjeblik og overveje, om du kan komme i tanke om eksempler på vrede, som ikke også synes at omfatte et ønske om gengældelse, men som alligevel føles som helt almindelige, ordinær vrede. Og så går vi videre.

Furierne vender tilbage

Nussbaum finder Aischylos’ Orestien særligt oplysende i undersøgelsen af vrede, fordi tragediens omdrejningspunkt og drivkræfter er de stadige og ubønhørlige krav om hævn, som bl.a. rejses af hævngudinderne – furierne. Ifølge Nussbaum, så er almindelig vrede altid fulgt af furiernes skygge: kravet om gengældelse. Spørgsmålet er, hvordan dette ønske kan realiseres. For at svare på dette fremlægger Nussbaum et eksempel, hvor en person bliver vred, fordi hendes gode ven er blevet voldtaget, og hun udpeger derefter tre mulige veje, som den vrede person kan gå.

LES OGSÅ: Anerkjennelse av kroppslig verdighet

Den første vej er statusvejen. Hvis man er vred over en skade, som en anden person har forvoldt, så kan man forsøge at højne sin egen status ved at nedgøre eller formindske status hos den person, som man mener har begået uretten. Man kan for eksempel forsøge at skade den anden persons status ved udskamme vedkommende eller ved at få vedkommende dømt og straffet i de tilfælde, hvor der er tale om et mere alvorligt overgreb. Denne udvej er, som Nussbaum bemærker, ganske rationel. Der findes mange former for social status, der er relative; jeg kan for eksempel godt forøge min status ved at nedgøre en offentlig modstander, kritiker – eller, som i Nussbaums eksempel, ved at få dømt den person, som har forgrebet sig på en af mine venner. Denne udvej er dog også, som Nussbaum formulerer det, normativ problematisk eller ligefrem moralsk anløben, fordi den vrede persons fokus på status leder opmærksomheden hen imod at ramme gerningsmanden og væk fra den uret, som er begået. Vreden kommer til at handle om den vrede person og hendes status, i stedet for at handle om den forvoldte lidelse og om at gøre uretten god igen.

Den anden vej kalder Nussbaum for gengældelsesvejen. Her er den vrede person drevet af et ønske om at gøre skaden god igen, og moralsk set har vedkommende dermed det rette fokus, idet hendes mål er at opnå noget, som faktisk er værdifuldt. Problemet med denne vej er altså ikke, at den er umoralsk, men snarere at den er irrational, for selvom det lykkes at få hævn, så gør hævnen reelt set ingen forskel i forhold til at afhjælpe uretten eller reparere den tidligere skade. Måske, spekulerer Nussbaum, er ideen om gengældelse baseret på en form for magisk tænkning; forestillingen om at en ny uret kan udjævne det skete og genoprette den kosmiske balance. Og hun noterer yderligere, at selvom gengældelse kan være psykologisk tilfredsstillende, særligt i kulturelle sammenhænge hvor det anses for positivt, så leder gengældelse ofte til nye former for uret og smerte og dermed til mere vrede og mere gengældelse, som det for eksempel er tilfældet i Orestien eller i de islandske sagaer.

Nussbaum mener egentlig, at så længe vi holder fast ved vreden, så er statusvejen og gengældelsesvejen reelt de eneste to veje, som står åbne for os. Det betyder, at enten så er vreden rationel, men moralsk problematisk, fordi dens fokus på status fjerner opmærksomheden fra den begåede uret – eller også fastholder vreden et moralsk acceptabelt fokus på den forvoldte skade, men er irrationel, fordi den involverer en ide om, at denne skade på magisk vis kan genoprettes gennem hævn.¹³

Nussbaum konkluderer derfor, at almindelige vrede i sig selv ikke har nogen værdi. Almindelig vrede følges altid af risikoen for, at vi bliver opslugt af tanken om hævn; den er simpelthen farlig og bør være et overgangsfænomen, en vej ind til ”forward-looking thoughts of welfare, … into compassionate hope, the Transition”.¹⁴ Dette leder os til Nussbaums tredje vej, som hun benævner velfærdsvejen. Nussbaum mener, at man altid bør have det mål at overkomme vreden og i stedet bruge den forståelse af uret, som vreden har gjort en opmærksom på, til at forsøge at afværge nye tilfælde af uret. Velfærdsvejen kræver altså, at man bruger vreden som en overgang til noget andet; at man fokuserer på, hvordan man i fremtiden kan overkomme den form for uret, man har lidt, eller måske helt undgå, at den opstår.

Forsvar for vreden

En fortaler for vrede kunne imidlertid indvende, at Nussbaums ret kategoriske afvisning af vrede må være forkert, da vrede også har mange positive sider. Den mest nærliggende er, at det ofte er gennem vrede, at man bliver opmærksom på uret, på uretfærdigheder og overgreb, og i visse tilfælde er det først, når man bliver vred, at man faktisk indser, at noget er helt galt. Vreden fungerer på den måde som en slags advarselslampe. Det er også positivt, kan vredens forkæmper fortsætte, at vrede tilskynder os til at reagere på disse overgreb og uretfærdigheder. Det er ofte svært for mennesker at tage sig sammen til at ændre tingenes tilstand, selv når denne tilstand er grundlæggende uretfærdig, men vrede er generelt meget motiverende og kan tilskynde os til at handle og få rettet op på uretfærdigheder. 

Og det stopper ikke her. Et tredje positivt træk ved vreden er nemlig, at den ofte vil virke afskrækkende, fordi den af natur er udadrettet og voldsom. Hvis andre mennesker overskrider ens grænser, prøver at narre, true eller nedgøre en, så kan det være en fordel at reagere med vrede, fordi man dermed kan få den anden part til at trække i land – og måske også afholde vedkommende fra at prøve en anden gang. Vrede er således også en måde at tage kontrol over en situation, og dermed kan den også være med til at beskytte vores værdighed og selvrespekt, fordi den hjælper os med at sige fra, når vi oplever, at andre menneske vil overskride vores grænser, udsætte os for skade eller overgreb.

Nussbaum afviser kategorisk, at vrede kan være med til at opbygge værdighed og selvrespekt, men hun medgiver, at vrede kan have en instrumentel værdi som signal om, at noget er forkert, som en kilde til motivation til handling og som et middel til afskrækkelse. Hun insisterer imidlertid også på, at vrede ofte er ikke nødvendig for at opnå disse mål, og at den sjældent er et godt redskab til at opnå dem. Som Nussbaum viser gennem bogens mange eksempler, så har vrede også mange negative sider. Den er voldsom og ukontrollerbar, den kan forblinde os over for andre hensyn, og den leder – som allerede nævnt – til hævn og aggression og er dermed destruktiv i sin natur.

Nussbaum underbygger dette synspunkt ved en systematisk undersøgelse af ’vredens steder’, af forskellige kontekster hvor vreden udfolder sig, i forhold til ens nærmeste, i det sociale rum (som Nussbaum udpeger som det hyppigste sted for vrede), og i det samfundsmæssige eller politiske rum, hvor hun særligt diskuterer, hvordan man indretter samfundsmæssige institutioner, således at de understøtter opbyggelse af fremtidig velfærd snarere end at reproducere vrede. Særlig kritisk er Nussbaum over for ideerne om gengældelse i straffesystemet, som ikke i tilstrækkelig grad fokuserer på at reformere gerningsmænd og dermed øge velfærden for alle. Nussbaum nærmest ingen undtagelser for vredens negative indflydelse, og hun mener, at vi i alle tilfælde bør stræbe efter at overkomme vreden og i stedet bruge den som anledning til at fokusere på fremtidig velfærd. Vi bør altså altid give afkald på statusvejen og gengældelsesvejen til fordel for velfærdsvejen og opgivelsen af vreden.

Jeg hævdede ovenfor, at vrede er en reaktiv emotion, som er med til at regulere forholdet mellem mennesker. Men hvis vi skal overkomme vreden, hvordan skal vi så forholde os til andre, som har gjort os uret? Nussbaum afviser her den traditionelle opfattelse af tilgivelse, hvor det kræves, at den, der ønsker tilgivelse, skal anerkende sine fejlslagne handlinger, angre dem og forpligte sig til personlig forbedring. I Nussbaums øjne afspejler disse krav den samme besættelse af relativ status og gengældelse, som vi finder i vreden. Hendes alternativ til vrede er derfor mere radikalt, nemlig ubetinget tilgivelse eller generøsitet – gerne i kombination med sunde, juridiske institutioner.

Hvis Nussbaum endnu ikke har overbevist fortaleren for vrede, så er der stadig to indvendinger, som vedkommende kan rejse. Vedkommende kan først og fremmest pege på, at Nussbaums afvisning af vreden er knyttet til hendes påstand om, at almindelig vrede altid omfatter et ønske om hævn eller gengældelse. Men denne påstand kan udfordres, hvis man kan pege på eksempler på vrede, hvis mål blot er at fastholde fokus på en begået uret og søge at få denne sonet?, dvs. eksempler hvor det er vreden selv, der bidrager til fremtidig velfærd. Hvis vi forestiller os et eksempel med Per, som har været i et dysfunktionelt parforhold, så vil det i nogle tilfælde være nødvendigt for Per at føle vrede, før han kan slippe fri af den usunde relation. 

Vreden er i sådanne tilfælde vendt mod partneren, som Per ønsker at løsrive sig fra, og den er i en vis forstand destruktiv eller aggressiv, idet den hjælper Per med til at nedbryde de bånd, som endnu binder ham til partneren. Men vreden er også nødvendig og positiv, fordi det bedste for Per netop er at komme ud af forholdet. Og den vigtige pointe er, at vreden ikke behøver at involvere noget ønske om, at det skal gå partneren dårligt – andet end at vedkommende skal forsvinde ud af Pers liv.

LES OGSÅ: HVA ER ET MENNESKE? -OM GODHET OG ONDSKAP

Den anden indvending, som vredens forkæmper kan rejse, er, at vreden nogle gange har en nødvendig og ikke bare instrumentel funktion i forhold til at opnå visse goder, fx at særlig erkendelsesmæssig rolle, en rolle i frigørelse eller en rolle i at etablere selvrespekt. Hvis vi vender tilbage til Per, så kan vi forestille os, at han er lidt doven anlagt og grundlæggende nem at stille tilfreds. Han har i mange år forestillet sig, at hans parhold var ganske udmærket – eller i hvert fald acceptabelt – men han oplever nu, at han stadig oftere bliver vred på sin partner. Det er vreden, som får han til at indse, at partneren generelt opfører sig grænseoverskridende og skændigt; han får øje på, hvordan han udsættes for en kontinuerlig række af små overgreb i deres samliv, som han tidligere har været blind for. Vreden er således den nødvendige forudsætning for at Per bliver opmærksom på, hvor skadelig hans parforhold i virkelig er for ham.¹⁵

Vi finder et eksempel på en sådan vrede som ikke omfatter et ønske om gengældelse og som udfylder en nødvendigt erkendelsesmæssig funktion, i den danske digter Maja Lee Langvads langdigt Hun er vred (2015).¹⁶ Værket behandler adoption på tværs af landegrænser, og vreden er dets centrale omdrejningspunkt, for eksempel indledes hver eneste af værkets sætninger med ordene ”Hun er vred …”. Fortællerstemmen angiver ofte, hvem hun er vred på – på sin adoptivmor og sin biologiske mor, på Mette, Melissa og Astrid, på kristendommen, kristne missionærer i Haiti og Holt International Children’s Services osv. – og hun specificerer, nogle gange meget udførligt, hvad hun er vred over, dvs. hvad vredens genstand er. 

Målet synes at være at få sat ord på al den potentielle og reelle skade, som er involveret i transnational abort, men ikke at straffe nogen for det. Faktisk viser digtet, hvor kompliceret det er at placere skyld i forhold til transnational adoption, så kompliceret at spørgsmålet om skyld helt opløser sig. Fortællerstemmen er dermed slet ikke optaget af gengældelse. Og læseren finder heller ingen nemme veje fra en forståelse af vredens berettigelse til ideen om hævn, for fortællerstemmen understreger hele tiden, at spørgsmålet om transnational adoption er kompliceret, at vreden reelt, i hvert fald indtil videre, er den eneste rigtige reaktion:

Hun er vred på dem, der mener, at abort er at foretrække for adoption. / Hun er vred på dem, der mener, at adoption er at foretrække for abort.¹⁷

Man kan også argumentere for, at dette viser et særligt erkendelsespotentiale ved vreden. Netop fordi fortællerstemmen er vred, kan hun bogføre alle de former for uret, som opstår i forbindelse med transnational adoption; alle de familietragedier, som ligger bag, både hos de biologiske forældre og adoptivforældrene, den lurende ulighed i oprindelseslandene, men også mellem de lande, som adoptivbørnene kommer fra og de lande, som de adopteres til, for ikke at tale om den økonomiske og sociale ulighed mellem de biologiske forældre og adoptivforældrene – listen bare fortsætter og fortsætter. Hvis fortællerstemmen opgav vreden, kunne hun nemt blive fristet til at stille spørgsmål om, hvad der var værst, hvilke former for uret der var de mest alvorlige. Men i stedet hjælper hendes vrede os til at se, hvor komplekst og sammensat spørgsmålet om transnational adoption er.

Afslutning

Hvad ville Nussbaum sige til eksemplerne ovenfor? Hun ville nok indvende, at det stadig var bedre, hvis Per kom sig over sin vrede og gik i gang med at genopbygge sit liv efter bruddet med sin partner, og hvis fortællerstemmen i Langvads digt kunne komme sig over sin vrede og arbejde for at genoprette de overgreb, der nogle gange har været involveret i transnational adoption. Og heri Nussbaum har selvfølgelig ret – det ville være bedre! Spørgsmålet er, om Per og fortælleren først er nødt til at være vrede for at opdage uretten, forstå dens fulde omfang – og måske også bevare deres selvrespekt i lyset af denne uret. Nussbaums Anger and Forgiveness er en fremragende anledning til at tænke over netop disse spørgsmål.

Noter

1. På dansk findes Aischylos’ Orestien i en dansk oversættelse af Otto Steen Due, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2007. En norsk udgave er oversat af Peter Østbye og udgivet i Euripides, Aeschylus, Sophocles. Greske tragedier, Oslo: Gyldendal 2007.
2. Se fx ”Donald Trump er den vrede hvide mands hævn”, Politiken, sektion 1, side 1, 14. marts 2016 (id: e59cdb74), ”Trump appellerer til hvide og vrede vælgere på nedtur”, Arbejderen, sektion 1, side 4, 3. marts 2016 (id: e5989312) og ”Stormløbet mod Kongressen”, Jyllands-Posten, sektion 1, side 16, 8. januar 2021 (id: e81029a1).
3. For en introduktion til Nussbaums forståelse af emotioners rolle i skønlitteratur kan man med fordel læse Karen Christiansen: ”Interview med Martha C. Nussbaum om emotioner, litteratur og moralsk borgerskab”. Slagmark, nr. 35, 2002, s. 187-201.
4. Upheavals of thought: the intelligence of emotions, Cambridge New York: Cambridge University Press. 2001, citeret fra side 3.
5. Se for eksempel Scarantino og de Sousa: “Emotion” eller Patricia Greenspan: “Practical reasoning and emotion” i Alfred R. Mele og Piers Rawling (red.), The Oxford Handbook of Rationality, Oxford: Oxford University Press 2004.
6. For en uddybning af Nussbaums emotionsteori, se Upheavals of thought, særlig del 1, eller Anger and Forgiveness. Resentment, Generosity, Justice, Oxford: Oxford University Press, appendiks A.
7. Anger and Forgiveness, side 16.
8. Aristoteles: Retorik, København: Museum Tusculanum 1983.
9. Anger and Forgiveness, side 21.
10. Anger and Forgiveness, side 35.
11. Anger and Forgiveness, side 36.
12. Adams: “Martha C. Nussbaum Talks About the Humanities, Mythmaking, and International Development”
13. For en anvendelse af denne pointe på en læsning af H.C. Andersens eventyr ”Svinedrengen”, se Tony S. Andersen og Anne-Marie S. Christensen: Den etiske H.C. Andersen. Nye perspektiver på gamle historier, København: Dansklærerforeningens Forlag 2018, side 47.
14. Anger and Forgiveness, side 31.
15. For en diskussion af Nussbaums forståelse af vrede og vredens politiske betydning, se Anat Matar, The Poverty of Ethics, NY: Verso, 2022, side 101-105.
16. Den fulde titel er Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption, København: Gladiator, 2015.
17. Langvad: Hun er vred, side 59.