NEKROFAUNA: OM ARTERNES GENOPSTANDELSE

Dette essay er oprindelig udgivet i det danske tidsskrift Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie. 

Spøgelsesfigurer og hjemsøgelsesmotiver er hyppigt anvendte troper inden for den humanistiske og samfundsteoretiske miljøvidenskab i diskursen om uddøde og/eller udryddelsestruede arter. Der er to tendenser i denne sammenhæng. Den ene går ud på at anvende spøgelsestermen som metafor, enten for tabet af biodiversitet eller alvorlige foreteelser i fortiden, der påkalder sig opmærksomhed i nutiden, men uden eksplicit at teoretisere over begrebet og begrebsanvendelsen.¹ Den anden handler om eksplicit at kortlægge teoretiske indgangsvinkler til belysningen af uddøde arter, herunder forskellige aspekter af det spektrale eller “spøgelsesagtige” såsom fraværsformer, levn og hjemsøgelsesstrukturer. 

Det spektrale betoner ikke i denne sammenhæng “det overnaturlige” eller det, som er associeret med spøgelset, f.eks. en ånd adskilt fra kroppen i en okkult, gotisk eller fantastisk forstand. Det henviser snarere til måder, hvorpå fortiden kan indvirke på nutiden, eller hvordan dét, som er fysisk fraværende, på forskellige måder påvirker det, som er fysisk nærværende. Det er først og fremmest Jacques Derrida, der i slutningen af forrige århundrede leverer den teoretiske værktøjskasse til konstruktionen af et større tværfagligt hauntologisk problemfelt.² 

Udryddelsesbegrebets idéhistorie rummer mørke kapitler, der involverer forbindelseslinjer mellem naturvidenskabens artsdefinitioner og kriterier for uddøen på den ene side og voldsfremmende imperialistiske og kolonialistiske raceopfattelser på den anden. Spøgelsesbegrebets specifikke anvendelser inden for de miljøhumanistiske vidensøkonomier, der omhandler udryddelsesproblematikken, må derfor tænkes sammen med denne historiske forbindelseslinje. Spøgelset er i denne sammenhæng knyttet til et bestemt dødsbegreb, hvor fraværet bliver nærværende på forskellige måder, aldrig i reetableret materiel form, men gennem forstyrrelser, spor og virkninger, hvis substrater og konsekvenser har materiel karakter. Når spøgelsesfiguren anvendes ikke bare om døde dyrs fortsatte repræsentation, men uddøde arters beståen i form af diverse hjemsøgelseseffekter, udfordrer det den traditionelle opfattelse af døden som endelig, irreversibel og uigenkaldelig.

I denne artikel stiller jeg skarpt på udviklingslinjerne i spøgelsesfigurens anvendelse i akademiske diskurser om masseuddøen/udryddelse. Jeg indleder med at tegne et grundrids af udryddelsesbegrebets historie for derefter at undersøge spøgelsesbegrebets indtog og anvendelsesformer inden for denne udvikling. Der findes endnu ikke en sådan systematisk historisk analyse af hjemsøgelsesmotivet i udryddelsesstudierne, kun i form af spøgelsestropens anvendelse i den samtidige forskningslitteratur. Denne kortlægning danner baggrund for en diskussion af videnskaben for af-udryddelse (de-extinction), hvor uddøde arter bringes tilbage i levende live; dét, der undertiden går under betegnelsen nekrofauna.³ Hvad er forholdet mellem udryddelsesbegrebets udviklingslinjer og af-udryddelsesvidenskabens fremstød? Hvilken betydning har dette nye felt for spøgelsesbegrebets anvendelsesmuligheder? Min tese er, at visionen om arternes genopstandelse snarere forstærker de mekanismer, der igennem historien har forårsaget arternes udryddelse, end det modsatte.

Uddøen: Racisme, økomord og arternes endeligt

Selvom idéen om arternes forsvinden allerede dukker op hos Lukrets (99 f.v.t. – 55 f.v.t.), er der ikke tale om et egentligt udslettelsesbegreb.⁴ Forestillingen om, at hele arter kunne forsvinde fra Jordens overflade og skabe plothuller i skabelsesberetningen, var ikke en mulighed op igennem middelalderen hos kirkefædrene, der håndterede fossile fund af forhistoriske dyr med forklaringer, der fandt sin nødvendige hjemmel i den herskende teologiske doktrin.⁵ Det er først i begyndelsen af det 19. århundrede, at et egentligt systematisk begreb om uddøen bliver præsenteret. Her dækker termen ikke kun over hele dyrearters pludselige udslettelse eller gradvise forsvinden, men sammenknyttes til et bestemt racistisk menneskesyn, hvor nogle racer anses for underlegne og udslettelsesparate, imens andre anses for overlegne og levedygtige.⁶

I Om arternes oprindelse ved naturlig selektion (1859) knytter Charles Darwin (1809-1882) uddøen til idéen om naturlig selektion, men her har det ikke nogen sociale eller racemæssige konnotationer. Det får det derimod hos Herbert Spencer (1820-1903), hvis diktum “survival of the fittest”, der i øvrigt ofte tilskrives Darwin, involverede en klar agenda om hvidt overherredømme på bekostning af andre racer og livsformer i betydningen udryddelse og folkemord.⁷ Før Darwin og Spencer var det især Georges-Louis Leclerc Buffon (1707-1788) og Georges Cuvier (1769-1832), der første gang taler om uddøen som et naturvidenskabeligt begreb. Hos Cuvier involverer selve definitionen af begrebet en bestemt raceopfattelse, hvor forskellige grupper betragtes som underlegne og derfor dømt til undergang.⁸ 

Fremskridtsoptimismen og den imperialistiske agenda om at kolonisere øvrige dele af verden op igennem det 19. århundrede var for britiske kolonister som George Grey (1812-1898) sanktioneret af Gud, hvilket indebar, at udryddelsen af såkaldte “primitive racer”, såsom aboriginerne i Australien, var en del af Guds plan.⁹ Ifølge Winona LaDuke er over 2000 oprindelige folkeslag således blevet udslettet de seneste 150 år på den vestlige halvkugle. Og vi kan se, konkluderer hun, at der simpelthen er en direkte sammenhæng mellem tab af kulturel diversitet og tab af biodiversitet.¹⁰ Nicholas Mirzoeff taler i denne sammenhæng om det, han kalder “udslettelsesblikket” (the gaze of extinction) som en metafor for den koloniale administration og måde at overvåge, observere og kontrollere på, for eksempel gennem udryddelse af fuglebestanden på erobrede landområder, så sigtbarheden i luftrummet optimeres og muliggør ibrugtagelsen af militært overvågningsudstyr.¹¹ Den strukturelle forbindelse mellem folkedrab og økomord (the genocide-ecocide nexus) løber altså igennem udryddelsesbegrebets historie.¹²

Når vi i dag taler om uddøen, er det vigtigt at have denne forhistorie in mente. Hvis vi zoomer ind på litteraturen om uddøde og/eller udryddelsestruede dyrearter, må vi først forsøge os med en foreløbig definition. Det er en vanskelig opgave, fordi det engelske ord “extinction” har forskellige kandidater på dansk – udslettelse, udryddelse, uddøen, slukning eller forsvinden – der alle betoner forskellige aspekter af et mere eller mindre permanent fravær. Ordet “uddød” eller “uddøen” synes at være rammende for den proces, der sker i naturen, for eksempel gennem naturlig selektion, når en art går fra en meget lille bestand til slet ingen. Ordet “udslettelse” klinger bedre med en tidligere definition af “extinction” som revolution eller katastrofe. For eksempel ville man måske netop bruge dette udtryk om dinosaurernes endeligt ved meteornedslaget på Yucatán-halvøen i Mexico for 65 mio. år siden. Ordet “udryddelse” betoner måske i højere grad en form for aktiv og systematisk indblanding og intentionel handlingsdimension.

LES OGSÅ: FRA JORDEN TIL TERRITORIET

“Uddøde dyrearter” (extinct species) er i sig selv et begreb, som rummer adskillige gradbøjninger og betydningsnuancer. For det første dækker uddøen ikke nødvendigvis kun over arter, men kan også anvendes om gletsjere, floder, bjerge og andre geologiske formationer, som Jeremy Schmidt for eksempel har foreslået.¹³ En dyreart kan referere til arten som helhed, underarter, populationer og økotyper, som ligeledes enten kan være funktionelt uddøde, uddøde i lokale områder, på globalt plan, eller indbefatte de eksemplarer, der lever vildt i naturen, men ikke dem i fangenskab.¹⁴ At erklære en art for uddød er en besværlig og møjsommelig proces, som kan være mange år undervejs. Som historiker Dolly Jørgensen påpeger, er der nemlig langt fra at registrere fraværet af en population et bestemt sted til at hævde, at arten ikke forekommer nogen steder overhovedet. Hvis en art bliver erklæret uddød, betyder det derfor enten, at der ikke er nogen forekomster af individuelle eksemplarer, der tilhører arten nogen steder, eller at de få eksemplarer, som stadig er tilbage, er uden en fremtid på grund af manglende mulighed for reproduktion.¹⁵

Uddøen er altså ikke udelukkende en biologisk begivenhed, dvs. dér hvor en evolutionær slægtslinje ender, men også et begreb og et historisk fænomen, der involverer forskellige typer agenter, forestillinger, fremstillingsformer, dokumentationer, konceptualiseringer, magtstrukturer samt bevidste og ubevidste ideologiske motivationer.

Fraværsformer, levn og hjemsøgelsesstrukturer

I Our Vanishing Wildlife: Its Extermination and Preservation fra 1913 beskriver William Hornaday (1854-1937) arternes udryddelse (the extermination of species) som dét, der bestandigt hjemsøger ham i alle døgnets vågne timer som et hæsligt spøgelse (grisly spectre) med blodige hugtænder. Han beskriver udryddelse som en alvorlig forbrydelse, begået af den civiliserede del af verden (the races of civilized mankind).¹⁶ Her er det altså den vestlige verdens systematiske udslettelse af Jordens fauna, der sigtes til. Det var først og fremmest kurator og ornitolog Joel A. Allen (1838-1921), der i 1876 rettede opmærksomheden mod den omstændighed, at udryddelsen af visse dyrearter var afstedkommet af mennesket. “Destruktionen” af bisonoksen, skriver han, er foranlediget af indianske stammer og hvide mænd.¹⁷ Selvom Allen ikke selv anvender ordet “hjemsøgelse” om konsekvenserne af denne handling, er det ifølge videnskabshistoriker Mark V. Barrow Jr. netop dét, der kommer til at kendetegne naturforskernes forhold til udryddelsesproblematikken op igennem den sidste halvdel af det 19. århundrede. De bliver således i højere og højere grad “hjemsøgt af udryddelsens spøgelse (the specter of extinction).”¹⁸

I 1917 skriver historiker Henry W. Shoemaker (1880-1958) om den pensylvanske ulvs gradvise forsvinden og udryddelse fra 1830’erne frem til begyndelsen af 1900-tallet. Det interessante her er, at lokalbefolkningens beretninger om ulvene har rod i folketroen, men årsagen til disse mytedannelser har noget at gøre med ulvenes forsvinden. Desto mindre bestanden og dermed forekomsten af arten bliver i området, desto mere mystik er den omgivet med. Det er så at sige den hauntologiske grundlogik, der er på spil her, hvor det, som er fysisk fraværende (ulvene), påvirker dét, som er fysisk nærværende (lokalbefolkningen). Shoemaker bruger eksplicit ordet “ghost wolves” om dette fænomen.¹⁹ Ordet synes her på den ene side at placere sig med et ben i folkloristikkens terminologi, for det er ikke blot ulve, der rapporteres om, men varulve, kimære og antropomorfe hybrider. 

På den anden side synes reduktionen i bestanden, dvs. den fysiske tilstedeværelse af ulvene, netop at hænge sammen med en intensivering af en form for spøgelsesagtig allestedsnærværelse: “desto mere ulven svandt i antal, desto mere mystisk blev den også” og i modsætning til panteren, som har sit kendte tilholdssted, er ulven en strejfer (tramp) “og måske bestandigt til stede.”²⁰ På denne måde indskriver Shoemakers beskrivelse sig i en tradition, hvor spøgelses- og åndefigurer hører til overtroen og det overnaturlige fra Doppelgänger-motivet i den romantiske og gotiske litteratur over idéen om Elementargeister hos Paracelsus (1493-1541) og andre til Lukrets’ simulacra.²¹ På den anden side peger beskrivelsen også frem mod naturforskningens beskrivelser af forsvundne arters fortsatte prægning og latente tilstedeværelse i et økosystem, som den vi finder i Aldo Leopolds (1887-1948) A Sand County Almanac (1949)²², dvs. spektrale strukturer uden overtroisk islæt.

Bekymringen og interessen for dyrearternes forsvinden voksede op igennem 1930’erne og igen i 1950’erne og 1960’erne med udgivelser som Peter Matthiessens Wildlife in America (1959)²³ og Rachel Carsons Silent Spring (1962).²⁴ I sin introduktion maler Carson et skrækscenarie for, hvad der meget vel kan blive tilfældet, hvis ikke brugen af miljøskadelige pesticider kommer under kontrol. Hun beskriver denne trussel i spektrale vendinger: “Et grimt spøgelse har sneget sig nærmest ubemærket op på os og denne forestillede tragedie kan meget vel blive en barsk realitet, vi alle snart får kendskab til.”²⁵ 

Spøgelsesmetaforen går igen i forskellige udgivelser op igennem 1990’erne, for eksempel i Jared M. Diamonds “Biological Effects of Ghosts” (1990)²⁶ eller i Anthony Westons Back to Earth (1994)²⁷, men det er især med Derridas Spectres de Marx (1993)²⁸ og Avery Gordons Ghostly Matters (1997)²⁹, at spøgelsesfigurens potentiale bliver italesat og gjort til genstand for akademisk analyse i moderne kontekst. Denne nye indgangsvinkel kommer til at præge det miljøhumanistiske forskningsfelt fra 1990’erne og frem til i dag. Ifølge kulturhistoriker Shane McCorristine og geograf William M. Adams, ser vi i stigende grad spøgelset blive brugt i brede akademiske cirkler, eller det, de refererer til som “conservation science”, som metafor for tabet af biodiversitet og udryddede dyrearter generelt.³⁰ 

LES OGSÅ: BØR VI HÅPE PÅ KLIMAFIKSERNE?

I kulturgeografien såvel som kulturteorien har man indenfor de sidste 20 år undergået en “spektral vending” katalyseret af Derridas analyser i takt med en bredere orientering mod en materialitetsforståelse, der udfordrer skellet mellem det materielle som konkret fysisk tilstedevær og det immaterielle som noget flygtigt og uhåndgribeligt.³¹ Her er der flere eksempler på, at spøgelsesfiguren udfoldes som begreb og ikke blot som metafor.³² I det 21. århundrede er det især udgivelser som Connie Barlows The Ghosts of Evolution (2000),³³ antologierne Arts of Living on a Damaged Planet (2017)³⁴ og Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene (2022),³⁵ der eksplicit arbejder med spøgelsesbegrebet som et flertydigt teoretisk analyseredskab og fænomen i forhold til udryddelsesspørgsmålet.

Sammenhængen mellem udryddelsen af dyrearter, kolonialistiske tankemønstre og måden at bedrive videnskab på er én af de hjemsøgelsesstrukturer, der ifølge botaniker og professor i kvinde-, køns- og seksualitetsstudier Banu Subramaniam stadig præger forskningen i dag. Hun argumenterer for, at videnskaben i almindelighed og den evolutionære biologi i særdeleshed stadig er hjemsøgt af nogle fastlåste strukturer, der reproducerer essentialistiske opfattelser af køn, race, klasse og seksualitet. Spøgelset refererer i denne forbindelse til en “hjemsøgende påmindelse om en negligeret fortid.”³⁶ Her er det, ligesom hos Hornaday, heller ikke de uddøde arter eller oprindelige folkeslag, der direkte hjemsøger eftertiden, men snarere de forbrydelser og historiske uretfærdigheder, de har været udsat for og som stadig påkalder sig opmærksomhed, fordi de vedbliver at være uforløste eller underkendte.

Men spøgelset kan også referere til dyrene selv. Ethvert landskab er hjemsøgt af fortidens liv, både i form af spor og påvirkninger af økosystemet. Det påvirker for eksempel planternes spredning af frø til større områder, hvis der ikke længere er store dyr til at transportere dem. Når fortiden forstyrrer nutiden, er der tale om spøgelser og hjemsøgelse.³⁷ Aldo Leopold beskriver for eksempel i A Sand County Almanac fra 1949, hvordan jaguaren, der engang herskede i området omkring deltaet ved floden i Colorado, stadig påvirkede landskabet og dyrene i området længe efter, at den var væk.³⁸ Michael Torrice har ligesom Jared M. Diamond beskrevet, hvordan et bestemt eukalyptus-lignende træ i New Zealand stadig den dag i dag forsvarer sig mod moaerne, selvom disse kæmpefugle, der engang levede på øen, uddøde for omkring 500 år siden.³⁹

Spøgelset kan både referere til en art med en meget lille bestand, eller dér, hvor bestanden er helt forsvundet. Nancy Langton taler her om det, hun kalder “klimaspøgelser” (climate ghosts), som dækker over udryddelsestruede såvel som uddøde arter, der stadig har et efterliv i drømme og erindringsglimt.⁴⁰ Ursula Heise taler om “spøgelsesarter” (ghost species), dvs. de arter, der er registreret som uddøde, men hvor der ind imellem stadig dukker meldinger op fra folk, der mener at have spottet et eksemplar som for eksempel elfenbensspætten, der netop går under navnet spøgelsesfuglen (ghost bird).⁴¹ Ifølge Akira Mizuta Lippit forsvinder dyrene aldrig helt, netop fordi de konstant medieres gennem modernitetens mange repræsentationsformer såsom filmen og fotografiet. 

Disse spøgelsesdyr (spectral animals) residerer således i skyggerne af den vestlige verdens forbrugskultur, udryddelsesmani og miljøforurening.⁴² Nicole Shukin har peget på en interessant dobbelthed i denne sammenhæng. På den ene side udgør hjemsøgelserne et korrektiv til bestemte epistemiske regimer og en påmindelse om fortidens ugunst. Anerkendelsen af disse spektrale strukturer er samtidig et opgør med det, Derrida har kaldt nærværsmetafysikken, hvor en bestemt værensforståelse har sat nutiden og tilstedeværet over fortiden og fraværet inden for rammerne af et essentialistisk logo- og eurocentrisk verdensbillede. Efter Derrida trak spøgelset [le fantôme] ud af folketroen og ind i filosofien i Spectres de Marx, har denne figur fungeret som en reference for en ikke-lineær tidslogik og en betegnelse for de sprækker, der eroderer skarptskårne ontologiske hegnspæle, definitioner og begrebslige demarkationer. Ifølge Derrida har der aldrig tidligere været en forsker, der tog spøgelset alvorligt som genuin genstand for teoretisk analyse, en disciplin, han kalder hauntologi.⁴³

LES OGSÅ: ANNERLEDESTENKNING OM GRÅSONER I DYREETIKK

På den anden side, som Shukin påpeger, er det svært at adskille disse spektrale strukturer fra en biopolitisk logik for akkumulation af kapital, hvor produktionen, administrationen og cirkuleringen af liv fungerer som den evige valuta. Hvis noget bestandigt holdes i live, kan man lukrere på den værdi det genererer. I den forstand omfavner kapitalismen snarere hauntologiens fraværsformer, der opererer på et større tidsspektrum end nærværsmetafysikkens snævre intervaller og statiske begreber.⁴⁴ Denne problematik spiller ind i en større fortælling om de historiske og kulturelle strukturer, der producerer dyr som kapital i Bourdieus forstand, det Shukin kalder “animal capital”, herunder de biopolitiske sammenvævninger mellem brugen af dyresymboler som semiotisk valuta og handelen med dyr som kød og kroppe inden for varefetichismens kapitallogik. Med andre ord: Selv hauntologien, som ekspliciterer spektralitetens mange former og fungerer som korrektiv til dualistiske og essentialistiske teoridannelser inden for den vestlige idéhistorie, kan hjemsøges af kapitalismens spøgelse.

For eksempel kan diskursen omkring spøgelsesarter sagtens have den modsatte effekt end at pege på tab og fravær. Udtrykket “ghost bird”, som blev anvendt om elfenbensspætten i en dokumentar fra 2009, repræsenterer ifølge Matthew Gandy ikke den form for hjemsøgelse, vi for eksempel finder hos Derrida eller Gordon, men snarere en økologisk nostalgi, der inspirerer entusiastiske amatører såvel som professionelle forskere til at besøge områder, hvor spætten sidst blev set, i håbet om at få et glimt af noget “oprindeligt” og “naturligt” ud fra en europæisk eventyr- og oplevelsesøkonomisk forestilling. “Spøgelsesfuglen” bliver altså ikke et symbol på klodens forsvindende dyreliv, hvor fraværet og forbrydelserne hjemsøger nutiden, men på en slags ornitologisk hjemsøgelse og økoturisme, hvor forventningsfulde eventyrere tiltrækkes af idéen om at se en af naturens sjældenheder.⁴⁵

Levn fra uddøde arter kan leve videre, for eksempel som vævsprøver, blod, cellestrukturer, embryoner, sæd osv. gennem konservering og opbevaring i biologiske arkiver eller såkaldt frosne arker ved minus 196 grader celsius ved hjælp af kryoteknik.⁴⁶ De kan også få nyt liv i montren på museet og fungere som et afgørende artefakt i formidlingen af videnskabelige idéer i forskellige udstillingssammenhænge.⁴⁷ Disse udvalgte brudstykker af fortidens dyreliv er samtidig med til at forme kollektive miljøforestillinger, dvs. måden vi som samfund konstruerer, kommunikerer og fortolker naturen på.⁴⁸ Selve udvælgelsen er i sig selv udtryk for en selektiv praksis, for de fleste arter forsvinder ubemærket, imens det kun er nogle få, som får et fantomatisk efterliv. Som Kathryn Yusoff bemærker, så bliver de dyr, som overlever på grund af deres karismatiske appel og gennem diverse repræsentationsteknikker (et eksempel kunne være den 62 sekunder lange sort/hvid optagelse af det sidste eksemplar af den tasmanske pungulv) en slags indikatorer på klodens forsvindende dyreliv.⁴⁹ 

LES OGSÅ: Skandinavisk klimalitteratur: ‘Skrøbelige handlingsmuligheder’ eller ‘dystopisk lysning’?

Billedet, filmen og fotografiet er gode eksempler på måden Derrida tænker spøgelset på. Som art og enkelteksemplar er pungulven for eksempel i dag fraværende, ude af syne og (ud)død, men på filmoptagelsen er den som visuel repræsentation af det forgangne til stede, synlig og til en vis grad levende. Spøgelset opererer i spændingsfeltet mellem disse poler—synlig, usynlig, levende og død. Derrida bruger forskellige ord til at belyse forskellige aspekter af hauntologien. Fantomet (le fantôme) har for eksempel samme etymologiske rod som fænomenet, phainesthai dvs. tilsynekomst, men i modsætning til fænomenet, kommer fantomet kun til syne, for så vidt det ikke kommer til syne i kød og blod.⁵⁰ Spøgelset eller “spektret” (le spectre) er først og fremmest noget, der “ser os”. Det er knyttet til det visuelle fra det latinske “spectrum”, afledt af “specere”, “se” og visitten i betydningen “(gen)besøge” fra visere “at se”, “eksaminere” og “gentage”, “vende tilbage”.⁵¹ Samme betydningslag ligger i ordet genfærd (le revenant), som Derrida også anvender. Den moderne teknologi muliggør, at spøgelseseffekten (the power of ghosts) øges tifoldigt. Det er derfor ikke så underligt, når Derrida spår, at fremtiden tilhører spøgelserne.⁵²

Men spørgsmålet er nu, hvad der sker med spøgelset, når uddøde dyr pludselig vender tilbage igen. Hvordan skal vi forstå forholdet mellem teknologi og liv, død, (efter)liv, når der sker et skifte fra en teknisk repræsentation til en teknisk produktion af levende organismer, det der undertiden går under betegnelsen af-udryddelse (de-extinction) eller hvad Sandra Swart mere malerisk har kaldt zombie-zoologi?

Fra hauntologi til zombie-zoologi

På Havard Medical School arbejder molekylæringeniør og professor i genetik George Church på at genskabe mammutten. I stedet for at lede efter intakte celler i knogleresterne fra mumificerede eksemplarer, arbejder Church på at redigere og ændre elefantgenomet bid for bid, indtil det ligner mammutgenomet i tilstrækkelig grad.⁵³ Der er på nuværende tidspunkt flere forskellige aktive forskningsprojekter på verdensplan, der handler om at bringe uddøde arter tilbage, herunder bl.a. den uldne mammut, vandreduen, uroksen og Galapagos-skildpadden.⁵⁴ Denne tanke ville være utænkelig for en som William Hornaday, der i 1913 skriver, at det slet og ret er umuligt at bringe uddøde arter tilbage igen.⁵⁵

Af-udryddelsesvidenskaben taler til idéen om anabiose: en ontologisk og biologisk kategori, der betegner en tilsyneladende død organismes tilbagevenden til livet, fra det græske ”ana-” (ἀνά: igen, påny) og -biosis (βίωσις: specifik vital livsform).⁵⁶ Autenticitet er et omstridt spørgsmål i denne sammenhæng. De dyr, der bliver skabt i laboratorierne, vil aldrig være 100% identiske med fortidens originaler, men det er de ikke ene om. Artsbegrebet er så diffust og notorisk svært at definere, at en evolutionær slægtslinje sagtens kan rumme DNA-spor fra andre arter uden dermed at skulle genklassificeres.⁵⁷ 

Uanset om der er tale om egentlig genopstandne livsformer eller hybride nyskabelser, så står vi overfor et scenarie, hvor vilde dyr fra en dyb fortid pludselig skal tilpasse sig en ny virkelighed. Disse potentielle vilddyr rejser naturligvis etiske og ontologiske spørgsmål. På den ene side ville teknologien kunne medvirke til at bevare allerede udryddelsestruede arter og dermed styrke biodiversiteten, som i disse år er under hårdt pres. På den anden side kunne en sådan videnskabelig form for åndemaning af nekrofauna også føre til et mere lemfældigt forhold til masseudryddelsesproblematikken med argumentet om, at vi altid kan bringe uddøde arter tilbage på et senere tidspunkt. Men hvem afgør, hvilke arter der er interessante, spektakulære og profitable nok til at få en ny chance med et skud “anabiotika”? Hvilke forskningsprojekter bliver finansieret og hvilke dyrearter gider forbrugeren betale for at se i fremtidens zoologiske haver?

Spørgsmålet om uddøde arters tilbagevenden til livet lyder umiddelbart som science fiction. Er det overhovedet nødvendigt at tage bestik af den slags hypotetiske scenarier? Mammutten tramper trods alt stadig kun rundt på tegnebrættet. Spørgsmålet om uddøde arters genintroduktion er dog ikke et produkt af den gale videnskabsmands våde drøm.

LES OGSÅ: VAMPYRENS VANDRING GJENNOM HISTORIEN

Tilbage i år 2000 døde det sidste levende eksemplar af bucardoen eller den pyrenæiske stenbuk (Capra pyrenaica pyrenaica) ved navn Celia, hvis død dermed også betød artens endeligt. Kort før hendes bortgang, havde en gruppe forskere haft held med at foretage en biopsi og vævsprøven blev efterfølgende anvendt i kloningseksperimenter i et laboratorie i udkanten af Zaragoza i Spanien. Tre år senere den 30. juli 2003 så verdens første klonede bucardo dagens lys. Det var første og hidtil eneste gang nogensinde i historien, at en uddød art var blevet bragt tilbage i levende live. Selvom den nyfødte spøgelsesunge kun eksisterede i syv minutter, så var denne begivenhed en videnskabelig sensation og et vendepunkt i biologiens historie, der udviskede grænsen mellem videnskab og science fiction og udfordrede livets mest urokkelige vilkår – dødens vished og irreversibilitet.⁵⁸ Bucardoklonen var en Fønix i fåreklæder eller snarere på bukkeben, en fødsel, der bragte selve tiden ud af takt og fik kronologiens sekvenser til at skride.

Celia var et spøgelse i Langstons forstand og i løbet af den treårige periode mellem hendes død og bucardoklonens fødsel, var der et spor i form af genomet, der både rummede et materielt aspekt (aminosyrer) og et immaterielt aspekt (koder for semiotisk programmering) indenfor en spektral logik af “ikke-længere” (Celia) og “ikke-endnu” (bucardoklonen).⁵⁹ Succesen med syntetisk anabiose synes at tilføre en ekstra dimension til spøgelseshistorien, netop fordi der er tale om et genfærd (revenant), noget der kommer igen, men som trodser Derridas devise om det korporlige fravær. Bucardoklonen var et spøgelse i kød og blod, hvilket måske åbner op for en ny hauntologisk kategori og en revurdering af livets betingelser. Selvom døden er irreversibel når det gælder enkeltindivider, så muliggør teknologien og videnskaben arternes genopstandelse som nekrofauna.

Fra zombie-zoologi til nekrokapitalisme

Spørgsmålet om, hvorvidt det både rent teknisk og principielt kan lade sig gøre at bringe uddøde arter tilbage igen, holde dem i live og genindsætte dem i naturen, samt hvilken ontologisk status disse skabninger i så fald har, er én ting. Noget andet er spørgsmålet om, hvilket idékompleks, der driver denne tankegang. For det første kræver genintroduktionen af mammutten mere end blot en syntetisk-konstrueret hybrid, en såkaldt ”mammufant.” Som Beth Shapiro argumenterer for, så ville et vellykket af-udryddelsesprogram indbefatte en arktisk tundra, hvor hele mammutfamilier græsser og deler det frosne landskab med rensdyr, vilde heste og bisonokser.⁶⁰ For det andet kunne genskabelsen af mammuttens økosystem muligvis have en positiv effekt på klimaet. Hvis permafrosten smelter som en konsekvens af global opvarmning, vil det medføre en frigivelse på 500 gigatons kulstof, hvilket er to en halv gange højere end den mængde, der findes i alle verdens regnskove. Et sådant projekt er allerede i gang i det nordøstlige Sibirien, hvor et team af forskere, ledet af geofysiker Sergei Zimov, forsøger at genskabe et sådant naturreservat—et projekt der går under navnet Pleistocænpark. Med et græsland, der kan stabilisere jorden og planteædere såsom mammutten, der kan trampe sneen om vinteren og dermed køle jorden yderligere, kan lagringskapaciteten af metan og CO₂ styrkes og dermed forhindre frigivelsen af de store mængder kulstof.⁶¹

Der er altså forskellige argumenter for at forfølge dette spor og forsøge at bringe uddøde arter tilbage, men der er også åbenlyse indvendinger imod det. Det er vist på tide at adressere elefanten i rummet. Som Michael Fuchs bemærker, synes debatten om af-udryddelse at være hjemsøgt af John Hammonds spøgelse fra Michael Crichtons Jurassic Park med de profetiske ord:

«For flere år siden afgjorde mine kolleger og jeg, at det var muligt at klone DNA fra et uddødt dyr og derefter dyrke det. Vi så det som en vidunderlig ide, som en måde at rejse i tiden på – den eneste måde at rejse i tiden på. Tage dem med tilbage i live, så at sige. Og fordi det var så spændende, og fordi det kunne lade sig gøre, besluttede vi at gøre noget ved det.»⁶²

Som Ashley Dawson påpeger, så er problemet med af-udryddelse, at det er en videnskab, der grundlæggende set afhænger af den fortsatte manipulation, kontrol og varegørelse af naturen. Hvis mammutten er et menneskeskabt produkt, kan den patenteres, dvs. disse genopstandne arter risikerer hurtigt at indgå som varer i dét, hun kalder biokapitalismen, der har dybe rødder i den amerikanske imperialisme.⁶³ Udryddelse er altså tæt knyttet til kapitalismens logikker, eller som Justin McBrien hævder: “Udryddelse affødte kapitalen og kapitalen trækker et spor af udryddelse efter sig”⁶⁴, men det gælder også i spørgsmålet om af-udryddelse, der risikerer at blive en pengemaskine, hvor arter genopstår, udryddes og genopstår igen og igen som stadig mere profitable og opdaterede versioner af sig selv. 

Som Fuchs bemærker, er det netop denne logik, som er på spil i Jurassic World-franchisen, hvor vi i den første film i serien bliver præsenteret for en genmanipuleret dinosaur, Indominus Rex, der skal tilgodese markedets behov og forbrugerens begær efter sensationelle dyr, som er større og vildere end de foregående. Denne kapitallogik eksemplificeres direkte i Fallen Kingdom, hvor Indoraptoren, som er en videreudvikling af Indominus Rex, rummer et vækst- og udviklingspotentiale for stadig nye “produkter”.⁶⁵ Det, som Fuchs kalder nekrokapitalisme, dvs. det aspekt at kapitalen næres af død og ødelæggelse og endda transcenderer skellet mellem liv og død med sin iboende åndemaning (necromancy), som Shukin kalder det, hænger uløseligt sammen med udryddelsesbegrebets historie, der kulminerer med af-udryddelsesvidenskabens fremstød.

LES OGSÅ: INN I NATTENS HISTORIE

Ifølge Justin D. Edwards ser vi i den Antropocæne tidsalder spøgelset fra kolonitiden, hvis akkumulerede kapital skyller som en økonomisk bølge fra det 18. århundredes kolonisering ind over det 19. århundredes industrialisering til det 20. århundredes militære atomindustri og det 21. århundredes globalisering og neoliberale agenda.⁶⁶ Klimakrisen og Antropocæntesen er i høj grad fostret af et prometeisk paradigme, der beror på, at vestlige interesser trumfer alle andre selv basale behov på bekostning af øvrige nationer og livsformer.⁶⁷ Idéen om totaldominans over naturen får luft under vingerne med de døre, som af-udryddelsesvidenskaben åbner.⁶⁸ Som Dawson påpeger, synes fortalerne for af-udryddelse at ophøje mennesket til en gud, netop fordi vi kan få uddøde arter til at genopstå og konstruere og designe nyt liv, der passer til vores behov.⁶⁹

Det er vigtigt at understrege, at af-udryddelsesvidenskaben i sig selv næppe har til formål at fremme kapitalistiske interesser og gøre eventuelle genopstandne dyrearter til genstand for nye forretningseventyr. Det synes snarere at være en utilsigtet risiko. Grunden til at risikoen er reel, hænger sammen med kapitalismens indre spektrale logik, eller som Derrida udtrykker det: Kapitalisering er spektralisering. Tingen er som vare “out of joint”, noget sanseligt ikke-sanseligt, dvs. varen opererer inden for den spektrale logik hverken som synlig eller ikke synlig, men som dét, der befinder sig mellem det synlige/ikke-synlige, det nærværende/fraværende.⁷⁰ 

Derrida er så at sige interesseret i den spektrale bevægelse, der går fra tingen og dens brugsværdi til varen med dens bytte- og markedsværdi. Konklusionen er, at det allerede spøger i udgangspunktet, dvs. der er ikke sådan noget som “den rene brug” eller brugsværdi, uden at ombytning allerede er indskrevet som en mulighed, der hjemsøger tingen fra begyndelsen.⁷¹ Endvidere kan varen anskues som et slags spejl for sin egen tilblivelsesproces, dvs. den sociale dimension ved arbejdet, men det er ikke dét spejlbillede, der reflekteres. Producenterne genkender med andre ord ikke dem selv og deres arbejde i varens spejl, de bliver fremmedgjorte og forvandlet til en slags spøgelser.⁷²

Der er altså en tydelig idéhistorisk impuls fra Derridas fokus på forholdet mellem kapitalisme og hauntologi hos Marx i grene af udryddelseslitteraturen, hvor selve af-udryddelsesvidenskaben, der beskæftiger sig med spøgelser i form af uddøde dyrearter, i sig selv hjemsøges af kapitalismens spøgelse.

Enten er nekrofauna et spøgelse, der i genopstanden form ophører med at være et spøgelse, eller også er det en hauntologisk kategori, hvor udryddelsens historie med sine fraværsformer og hjemsøgelsesstrukturer får sin mest manifeste form. Bucardoen var ikke bare den første art til at blive af-udryddet (de-extinct) i form af Celias efterkommer, men med den klonede unges død også den første art, der oplevede at uddø to gange. Denne spektrale struktur fra levende (extant) til uddød (extinct), af-uddød (de-extinct) til gen-uddød (re-extinct) synes at være skæbnen for de dyr, der dyrkes i genopstandelsesbiologiens laboratorier. Det er en struktur, der skaber huller i den kronologiske tid og frakturer i den skarpe skillelinje mellem liv og død. Det er disse sprækker, der udgør det egentlige habitat for nekrofaunaen, der som en slags spektrale kamæleoner snart antager fantomets form, snart spøgelset og genfærdets, kastet fra side til side i et slags Schrödingersk escape room af nekrokapitalismens pengestrømme.

Konklusion

I The Natural Contract fra 1990 bemærker Michel Serres, at mennesket har ekspanderet i en sådan grad, at vi i dag eksisterer på en skala, der matcher oceanerne og pladetektonikken: “Vi har ikke blot invaderet verdens rum, men også, tør jeg nok sige, ontologien.”⁷³ Hvem havde troet, at vi også en dag ville kolonisere tiden, invadere dødsriget og tvinge Charons båd til at foretage en U-vending på dødens ensrettede færgerute?

Spøgelset er en hyppigt anvendt metafor i den humanistiske og samfundsteoretiske miljøvidenskab i diskursen om uddøde og/eller udryddelsestruede arter.

Udryddelsesbegrebets idéhistorie trækker forbindelseslinjer mellem naturvidenskabens artsdefinitioner og kriterier for uddøen på den ene side og voldsfremmende imperialistiske og kolonialistiske raceopfattelser på den anden, under et prometeisk paradigme drevet frem af kapitalismens rovdrift på naturens ressourcer. Denne bevægelse efterlader et spor af død og dybe furer i historien, fra hvilke spøgelser af forskellig art dukker op og hjemsøger eftertiden. Spøgelset har fungeret som en vigtig trope i belysningen af udryddelsens fraværsformer, levn og hjemsøgelsesstrukturer i den akademiske diskurs med Derrida som teoretisk frontfigur. For det første kan vi tale om udryddelsen som en ugerning, der bliver ved med at trænge sig på som et negligeret eller endnu uforløst traume. For det andet kan dyrene selv hjemsøge omgivelserne i kraft af deres fravær og indgå i det videnskabelige, sociale og kulturelle rum post mortem gennem diverse repræsentationsteknikker.

Videnskaben for af-udryddelse, hvor uddøde arter pludselig genintroduceres, synes at forstærke de mekanismer, der understøtter udryddelsesprocesserne snarere end modvirke dem, da den bygger på en kapitallogik, hvor livet såvel som døden stadig kontrolleres, domineres og sættes på vareform.

Bibliografi

Allen, Joel A. The American Bisons, Living and Extinct: Memoirs of the Museum of Comparative Zoology at Harvard College Vol. IV. No. 10. Cambridge: Cambridge University Press, 1876. https://doi.org/10.5962/bhl.title.12249.

Barlow, Connie. The Ghosts of Evolution: Nonsensical Fruit, Missing Partners, and Other Ecological Anachronisms. New York: Basic Books, 2000.

Barrow Jr., Mark V. Nature’s Ghosts: Confronting Extinction from the Age of Jefferson to the Age of Ecology. Chicago: The University of Chicago Press, 2009. https://doi.org/10.7208/chicago/9780226038155.001.0001.

Bøggild, Jacob. “Marx’ spøgelser ifølge Derrida – med afstikkere til Kierkegaard, Shakespeare og Sartre.” K&K: Kultur og Klasse 35, nr. 104 (oktober 2007): 166-189. https://doi.org/10.7146/kok.v35i104.22289.

Carson, Rachel. Silent Spring. Boston: Houghton Mifflin Company, 1962.

––––––. Silent Spring. Boston: Houghton Mifflin Company, 2002.

Church, George og Ed Regis. Regenesis – How Synthetic Biology Will Reinvent Nature and Ourselves. New York: Basic Books, 2020.

Citton, Yves. “Nature’s Ghosts: Environmentalism as Spectral Mediality.” Ritorni Spettrali. Storie e teorie della spettralitá senza fantasmi (2018): 1-12.

Crichton, Michael. Jurassic Park, oversat af Kim Langer. København: Lindhardt og Ringhof, 1993.

Crook, Martin og Damien Short. “Marx, Lemkin and the genocide–ecocide nexus.” The International Journal of Human Rights 18, nr. 3 (juni 2014): 298-319. https://doi.org/10.1080/13642987.2014.914703.

Dawson, Ashley, “Biocapitalism and De-extinction.” I After Extinction, redigeret af Richard Grusin, 173-201. Minneapolis The University of Minnesota Press, 2018. https://doi.org/10.5749/j.ctt22nmbq0.11.

Derrida, Jacques. Spectres de Marx: l’état de la dette, le travail du deuil et la nouvelle Internationale. Paris: Édition Galilée, 1993.

––––––. Specters of Marx: The State of the Debt, the Work of Mourning and the New International. London: Routledge, 2006.

Derrida, Jacques og Bernard Stiegler. “Spectrograhies.” I The Spectralities Reader – Ghosts and Haunting in Contemporary Cultural Theory, redigeret af María del Pilar Blanco og Esther Peeren, 37-53. New York: Bloomsbury Academic, 2013.

Diamond, Jared M. “Biological effects of ghosts.” Nature 345, nr. 6278 (juni 1990): 769-770. https://doi.org/10.1038/345769a0.

Edwards, Justin D. “Beyond the Slaughterhouse: Anthropocene, Animals, and Gothic.” I Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene, redigeret af Justin D. Edwards, Rune Graulund og Johan Höglund, 151-167. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022. https://doi.org/10.5749/9781452968315.

Edwards, Justin D., Rune Graulund og Johan Höglund, red. Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022. https://doi.org/10.5749/9781452968315.

Eiswerth, Mark E. og G. Cornelis van Kooten. “The ghost of extinction: Preservation values and minimum viable population in wildlife models.” Ecological Economics 68, nr. 7 (maj 2009): 2129-2136. https://doi.org/10.1016/j.ecolecon.2009.02.009.

Fletcher, Amy Lynn. De-Extinction and the Genomics Revolution – Life on Demand. Cham: Palgrave Macmillan, 2020. https://doi.org/10.1007/978-3-030-25789-7.

Fremaux, Anne. After the Anthropocene: Green Republicanism in a Post-Capitalist World. Cham: Palgrave Macmillan, 2019. https://doi.org/10.1007/978-3-030-11120-5.

Fuchs, Michael. “De-extinction: A Gothic Masternarrative for the Anthropocene.” I Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene, redigeret af Justin D. Edwards, Rune Graulund og Johan Höglund, 26-44. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022.

Gandy, Metthew. “An Arkansas Parable for the Anthropocene.” Annals of the American Association of Geographers 112, nr. 2 (august 2021): 368-386. https://doi.org/10.1080/24694452.2021.1935692.

Gordon, Avery F. Ghostly Matters: Haunting and the Sociological Imagination. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1997.

Greenwood, R. M. og A. E. Atkinson. “Evolution of divaricating plants in New Zealand in relation to moa browsing.” Proceedings (New Zealand Ecological Society) 24 (1977): 21-33.

Heise, Ursula K. Imagining Extinction: The Cultural Meanings of Endangered Species. Chicago: The University of Chicago Press, 2016. https://doi.org/10.7208/chicago/9780226358338.001.0001.

Hennessy, Elizabeth. “Cryogenic Freezer Box.” I Future Remains: A Cabinet of Curiosities for the Anthropocene, redigeret af Gregg Mitman, Marco Armiero og Robert S. Emmett, 108-116. Chicago: The University of Chicago Press, 2018. https://doi.org/10.7208/9780226508825-013.

Hornaday, William. Our Vanishing Wildlife: Its Extermination and Preservation. New York: The New York Zoological Society, 1913.

Jørgensen, Dolly. “Extinction and the End of Futures.” History and Theory 61, nr. 2 (april 2022): 209-218. https://doi.org/10.1111/hith.12258.

LaDuke, Winona. All our Relations – Native Struggles for Land and Life. Chicago: Haymarket Books, 2015.

Langston, Nancy. Climate Ghosts – Migratory Species in the Anthropocene. Waltham: Brandeis University Press, 2021. https://doi.org/10.2307/j.ctv2n7j1hf.

Leopold, Aldo. A Sand County Almanac and Sketches Here and There. Oxford: Oxford University Press, 1949.

Lester, Alan. “Settler colonialism, George Grey and the politics of ethnography.” Environment and Planning D: Society and Space 34, nr. 3 (juni 2016): 492-507. https://doi.org/10.1177/0263775815618402.

Lippit, Akira Mizuta. Electric Animal: Toward a Rhetoric of Wildlife. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000.

Lucretius. On the Nature of the Universe, oversat af Ronald Latham. Baltimore: Penguin, 1952.

Matthiessen, Peter. Wildlife in America. New York: The Viking Press, Inc., 1959.

McBrien, Justin. “Accumulating Extinction: Planetary Catastrophism in the Necrocene.” I Anthropocene or Capitalocene: Nature, History, and the Crisis of Capitalism, redigeret af Jason W. Moore, 116-137. Oakland: PM Press, 2016.

McCormack, Derek P. “Remotely Sensing Affective Afterlives: The Spectral Geographies of Material Remains.” Annals of the Association of American Geographers 100, nr. 3 (juni 2010): 640-654. https://doi.org/10.1080/00045601003795004.

McCorristine, Shane og William M. Adams. “Ghost species: spectral geographies of biodiversity conservation.” Cultural Geographies 27, nr. 1 (januar 2020): 101–115. https://doi.org/10.1177/1474474019871645.

Mirzoeff, Nicholas. “It’s Not the Anthropocene, It’s the White Supremacy Scene; or, The Geological Color Line.” I After Extinction, redigeret af Richard Grusin, 123-151. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2018. https://doi.org/10.5749/j.ctt22nmbq0.9.

––––––. “The Whiteness of Birds.” Liquid Blackness 6, nr. 1 (april 2022): 120-137. https://doi.org/10.1215/26923874-9546592.

––––––. White Sight – Visual Politics and the Practices of Whiteness. Cambridge: The MIT Press, 2023.

Novak, Ben Novak. “De-Extinction.” Genes 9, nr. 11 (november 2018): 1-33. https://doi.org/10.3390/genes9110548.

Schmidt, Jeremy J. “Glacial Deaths, Geologic Extinction.” Environmental Humanities 13, nr. 2 (november 2021): 281-300. https://doi.org/10.1215/22011919-9320156.

Schuster, Joshua. What is Extinction? A Natural and Cultural History of Lost Animals. New York: Fordham University Press, 2023. https://doi.org/10.5422/fordham/9781531501648.001.0001.

Searle, Adam. “Anabiosis and the Liminal Geographies of De/extinction.” Environmental Humanities 12, nr. 1 (maj 2020): 321-345. https://doi.org/10.1215/22011919-8142385.

Serres, Michel. The Natural Contract. Ann Arbor: The University of Michigan Press, 1992.

Shapiro, Beth. How to Clone a Mammoth – The Science of De-Extinction. Oxford: Princeton University Press, 2015. https://doi.org/10.1515/9780691209562.

Shoemaker, Henry W. Extinct Pennsylvania Animals Part I – The Panther and the Wolf. Altoona: The Altoona Tribune Publishing Co., 1917. https://doi.org/10.5962/bhl.title.36501.

Shukin, Nicole. Animal Capital – Rendering Life in Biopolitical Terms. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2009.

Silliman, Brian A., Brent B. Hughes, Leo C. Gaskins, Qiang He, M. Tim Tinker, Andrew Read, James Nifong og Rick Stepp. “Are the ghosts of nature’s past haunting ecology today?” Current Biology 28 (maj 2018): 532-537. https://doi.org/10.1016/j.cub.2018.04.002.

Silverberg, Robert. The Dodo, the Auk and the Oryx: Vanished and Vanishing Creatures. London: Puffin Books, 1973.

Subramaniam, Banu. Ghost Stories for Darwin: The Science of Variation and the Politics of Diversity. Springfield: University of Illinois Press, 2014. https://doi.org/10.5406/illinois/9780252038655.001.0001.

Torrice, Michael. “New Zealand Tree Stuck in Time Warp.” Science 325, juli 2009. https://www.science.org/content/article/new-zealand-tree-stuck-time-warp https://doi.org/10.1126/article.31093.

Tsing, Anna, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt. “Introduction: Haunted Landscapes of the Anthropocene.” I Arts of Living on a Damaged Planet: Ghosts and Monsters of the Anthropocene, redigeret af Anna Tsing, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt, 1-17. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2017.

Tsing, Anna, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt, red. Arts of Living on a Damaged Planet: Ghosts and Monsters of the Anthropocene. Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2017.

Turvey, Samuel T. og Susanne A. Fritz. “The ghosts of mammals past: biological and geographical patterns of global mammalian extinction across the Holocene.” Philosophical Transactions 366, nr. 1577 (september 2011): 2564-2576. https://doi.org/10.1098/rstb.2011.0020.

Weston, Anthony. Back to Earth: Tomorrow’s Environmentalism. Philadelphia: Temple University Press, 1994.

William M. Adams, Shane McCorristine og Adam Searle. “Conjuring Up Ghost Species: On Photography and Extinction.” I Extinction and Memorial Culture: Reckoning with Species Loss in the Anthropocene, redigeret af Hannah Stark, 137-154. New York: Routledge, 2023. https://doi.org/10.4324/9781003315957-9.

Wray, Britt. Rise of the Necrofauna: The Science, Ethics, and Risks of De-Extinction. Vancouver: Greystone Books, 2017.

Yusoff, Kathryn. “Aesthetics of loss: biodiversity, banal violence and biotic subjects.” Transactions of the Institute of British Geographers 37, nr. 4 (oktober 2012): 578-592. https://doi.org/10.1111/j.1475-5661.2011.00486.x.

Zimov, Sergey A. “Pleistocene Park: Return of the Mammoth’s Ecosystem.” Science 308, nr. 5723 (maj 2005): 796-798. https://doi.org/10.1126/science.1113442.

Noter

1. Se Shane McCorristine og William M. Adams, “Ghost species: spectral geographies of biodiversity conservation,” Cultural Geographies 27, nr. 1 (2020): 101–115.
2. Jacob Bøggild bruger ordet “spektralogi” om spektralitet som teoretisk problemfelt og understreger den velkendte pointe, at Derridas neologisme hauntologie på fransk er homonymt med ordet ontologi, hvilket både peger på spektralitetens fundamentale betydning samt en implicit kritik af nærværsmetafysikken, hvor væren henviser til dét, som er præsent til stede her og nu. Se Jacob Bøggild, “Marx’ spøgelser ifølge Derrida – med afstikkere til Kierkegaard, Shakespeare og Sartre,” K&K: Kultur og Klasse 104 (2007): 166-189.
3. Britt Wray, Rise of the Necrofauna: The Science, Ethics, and Risks of De-Extinction (Vancouver: Greystone Books, 2017).
4. Lucretius, On the Nature of the Universe, overs. af Ronald Latham (Baltimore: Penguin, 1952), 197.
5. Robert Silverberg, The Dodo, the Auk and the Oryx: Vanished and Vanishing Creatures (London: Puffin Books, 1973), 14.
6. Nicholas Mirzoeff, “It’s Not the Anthropocene, It’s the White Supremacy Scene; or, The Geological Color Line,” i After Extinction, red. Richard Grusin (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2018), 123-151.
7. Nicholas Mirzoeff, White Sight – Visual Politics and the Practices of Whiteness (Cambridge: The MIT Press, 2023), 96-97.
8. Joshua Schuster, What is Extinction? A Natural and Cultural History of Lost Animals (New York: Fordham University Press, 2023), 5-6.
9. Alan Lester, “Settler colonialism, George Grey and the politics of ethnography,” Society and Space 34, nr. 3 (2016): 492-507.
10. Winona LaDuke, All our Relations – Native Struggles for Land and Life (Chicago: Haymarket Books, 2015), 1.
11. Nicholas Mirzoeff, “The Whiteness of Birds,” Liquid Blackness 6, nr. 1 (2022): 120-137.
12. Se for eksempel Martin Crook og Damien Short, “Marx, Lemkin and the genocide–ecocide nexus,” The International Journal of Human Rights 18, nr. 3 (2014): 298-319.
13. Jeremy J. Schmidt, “Glacial Deaths, Geologic Extinction,” Environmental Humanities 13, nr. 2 (2021): 281-300.
14. Ben Novak, “De-Extinction,” Genes 9, nr. 11 (2018): 1-33.
15. Dolly Jørgensen, “Extinction and the End of Futures,” History and Theory 61, nr. 2 (2022): 209-218.
16. William Hornaday, Our Vanishing Wildlife: Its Extermination and Preservation (New York: The New York Zoological Society, 1913), 8.
17. Joel A. Allen, The American Bisons, Living and Extinct: Memoirs of the Museum of Comparative Zoology at Harvard College 4, nr. 10 (Cambridge: Cambridge University Press, 1876), vi.
18. Mark V. Barrow Jr. Nature’s Ghosts: Confronting Extinction from the Age of Jefferson to the Age of Ecology (Chicago: The University of Chicago Press, 2009), 6.
19. Henry W. Shoemaker, Extinct Pennsylvania Animals Part I – The Panther and the Wolf (Altoona: The Altoona Tribune Publishing Co., 1917), 99-100.
20. Shoemaker, Extinct Pennsylvania Animals, 99-100.
21. Se Yves Citton, “Nature’s Ghosts: Environmentalism as Spectral Mediality,” Ritorni Spettrali. Storie e teorie della spettralitá senza fantasmi (2018): 1-12.
22. Aldo Leopold, A Sand County Almanac and Sketches here and there (Oxford: Oxford University Press, 1949).
23. Peter Matthiessen, Wildlife in America (New York: The Viking Press, Inc., 1959).
24. Rachel Carson, Silent Spring (Boston: Houghton Mifflin Company, 1962).
25. Rachel Carson, Silent Spring (Boston: Houghton Mifflin Company, 2002), 3.
26. Jared M. Diamond, “Biological effects of ghosts,” Nature 345, nr. 6278 (1990): 769-770.
27. Anthony Weston, Back to Earth: Tomorrow’s Environmentalism (Philadelphia: Temple University Press, 1994).
28. Jacques Derrida, Spectres de Marx: l'état de la dette, le travail du deuil et la nouvelle Internationale (Paris: Édition Galilée, 1993).
29. Avery F. Gordon, Ghostly Matters: Haunting and the Sociological Imagination (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1997).
30. For eksempel Mark E. Eiswerth og G. Cornelis van Kooten, “The ghost of extinction: Preservation values and minimum viable population in wildlife models,” Ecological Economics 68 (2009): 2129-2136; Samuel T. Turvey og Susanne A. Fritz, “The ghosts of mammals past: biological and geographical patterns of global mammalian extinction across the Holocene,” Philosophical Transactions 366, nr. 1577 (2011): 2564-2576; Brian A. Silliman, Brent B. Hughes, Leo C. Gaskins, Qiang He, M. Tim Tinker, Andrew Read, James Nifong og Rick Stepp, “Are the ghosts of nature’s past haunting ecology today?,” Current Biology 28 (2018): 532-537. Der er således tale om en bred vifte af forskere fra felter, der for eksempel tæller økonomi, zoologi og biologi, som anvender spøgelsesmetaforen, men uden at udfolde begrebet.
31. Derek P. McCormack, “Remotely Sensing Affective Afterlives: The Spectral Geographies of Material Remains,” Annals of the Association of American Geographers 100, nr. 3 (2010): 640-654.
32. For eksempel Adam Searle, “Anabiosis and the Liminal Geographies of De/extinction,” Environmental Humanities 12, nr. 1 (2020): 321-345; William M. Adams, Shane McCorristine og Adam Searle, “Conjuring Up Ghost Species: On Photography and Extinction” i Extinction and Memorial Culture: Reckoning with Species Loss in the Anthropocene, red. Hannah Stark (London, New York: Routledge, 2023), 137-154, McCormack, “Remotely Sensing.”
33. Connie Barlow, The Ghosts of Evolution: Nonsensical Fruit, Missing Partners, and Other Ecological Anachronisms (New York: Basic Books, 2000).
34. Anna Tsing, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt, red., Arts of Living on a Damaged Planet: Ghosts and Monsters of the Anthropocene (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2017).
35. Justin D. Edwards, Rune Graulund og Johan Höglund, red., Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene (Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022).
36. Banu Subramaniam, Ghost Stories for Darwin: The Science of Variation and the Politics of Diversity (Urbana: University of Illinois Press, 2014), 23.
37. Anna Tsing, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt, “Introduction: Haunted Landscapes of the Anthropocene,” i Arts of Living on a Damaged Planet: Ghosts and Monsters of the Anthropocene, red. Anna Tsing, Heather Swanson, Elaine Gan og Nils Bubandt (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2017), 1-17.
38. Leopold, A Sand County Almanac, 143.
39. Michael Torrice, “New Zealand Tree Stuck in Time Warp,” Science, 2009, sidst besøgt 19. April 2023, https://www.science.org/content/article/new-zealand-tree-stuck-time-warp; Jared M. Diamond, “Biological effects of ghosts,” Nature 345 (1990): 769-770. Se også R. M. Greenwood og A. E. Atkinson, “Evolution of divaricating plants in New Zealand in relation to moa browsing,” Proceedings (New Zealand Ecological Society) 24 (1977): 21-33.
40. Nancy Langston, Climate Ghosts – Migratory Species in the Anthropocene (Waltham: Brandeis University Press, 2021), 6.
41. Ursula K. Heise, Imagining Extinction: The Cultural Meanings of Endangered Species (Chicago: The University of Chicago Press, 2016), 38. Se også for eksempel Adams, McCorristine og Searle, “Conjuring Up Ghost Species,” 137-154.
42. Akira Mizuta Lippit, Electric Animal: Toward a Rhetoric of Wildlife (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000), 1.
43. Jacques Derrida, Specters of Marx: The State of the Debt, the Work of Mourning and the New International (New York: Routledge, 2006), 10, 12.
44. Nicole Shukin, Animal Capital – Rendering Life in Biopolitical Terms (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2009), 39.
45. Metthew Gandy, “An Arkansas Parable for the Anthropocene,” Annals of the American Association of Geographers 112, nr. 2 (2021): 368-386.
46. Se Elizabeth Hennessy, “Cryogenic Freezer Box,” i Future Remains: A Cabinet of Curiosities for the Anthropocene red. Gregg Mitman, Marco Armiero og Robert S. Emmett (Chicago: The University of Chicago Press, 2018), 108-116.
47. Amy Lynn Fletcher, De-Extinction and the Genomics Revolution – Life on Demand (Cham: Palgrave Macmillan, 2020), 49.
48. Fletcher, De-Extinction, 23.
49. Kathryn Yusoff, “Aesthetics of loss: biodiversity, banal violence and biotic subjects,” Transactions of the Institute of British Geographers 37, nr. 4 (2012): 578-592.
50. Jacques Derrida og Bernard Stiegler, “Spectrograhies,” i The Spectralities Reader – Ghosts and Haunting in Contemporary Cultural Theory, red. María del Pilar Blanco og Esther Peeren (London: Bloomsbury Academic, 2013): 37-53.
51. Derrida, Specters of Marx, 126.
52. Derrida og Stiegler, “Spectrographies,” 38.
53. Beth Shapiro, How to Clone a Mammoth – The Science of De-Extinction (Princeton: Princeton University Press, 2015), 116.
54. Novak, “De-Extinction”, 16.
55. Hornaday, Our Vanishing Wildlife, 323.
56. Searle, “Anabiosis,” 331.
57. Novak, “De-Extinction,” 8.
58. George Church og Ed Regis, Regenesis – How Synthetic Biology Will Reinvent Nature and Ourselves (New York: Basic Books, 2020), 136.
59. Adam Searle, “Anabiosis,” 325.
60. Shapiro, How to Clone a Mammoth, 12.
61. Se Sergey A. Zimov, “Pleistocene Park: Return of the Mammoth’s Ecosystem,” Science 308 (2005): 796-798.
62. Michael Fuchs, “De-extinction: A Gothic Masternarrative for the Anthropocene,” i Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene, red. Justin D. Edwards, Rune Graulund og Johan Höglund (Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022), 26-44; Michael Crichton, Jurassic Park, overs. Kim Langer (København: Lindhardt og Ringhof, 1993), 378.
63. Ashley Dawson, “Biocapitalism and De-extinction,” i After Extinction, red. Richard Grusin (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2018), 173-201.
64. Justin McBrien, “Accumulating Extinction: Planetary Catastrophism in the Necrocene,” i Anthropocene or Capitalocene: Nature, History, and the Crisis of Capitalism, red. Jason W. Moore (Oakland: PM Press, 2016), 116-137.
65. Michael Fuchs, “De-Extinction,” 39.
66. Justin D. Edwards, “Beyond the Slaughterhouse: Anthropocene, Animals, and Gothic,” i Dark Scenes from Damaged Earth: The Gothic Anthropocene, red. Justin D. Edwards, Rune Graulund og Johan Höglund (Minneapolis: The University of Minnesota Press, 2022), 151-167.
67. Anne Fremaux, After the Anthropocene: Green Republicanism in a Post-Capitalist World (Cham: Palgrave Macmillan, 2019), 121.
68. Fletcher, De-Extinction, 3.
69. Dawson, “Biocapitalism,” 179.
70. Derrida, Specters of Marx, 194.
71. Derrida, Specters of Marx, 201.
72. Derrida, Specters of Marx, 195.Michel Serres, The Natural Contract (Ann Arbor: The University of Michigan Press, 1992), 20.