FRA JORDEN TIL TERRITORIET
- DEN MILITANTE TERMINOLOGIS NATURBLINDHED 

Litterat og forfatter Anders Dunker har begået endnu en vigtig samtalebog om naturens kriser – og ikke mindst vores forhold til dem. I 2019 blev den første bog udgivet med titlen Gjenoppdagelsen av jorden – 10 samtaler om naturens fremtid. Den var på store stræk orienteret imod en idé om, at gabet mellem handling og viden udpegede et stort rum for det kulturelle domænes interventioner. Med den nyudgivne Ukjent territorium får vi en samtalebog, der i højere grad er informeret af ”naturvidenskapens rolle og insikter” (s. 13) og præget af en orientering imod det globale, videnskabeliggjorte blik på planeten. Hvor en genopdagelse af jorden indebar en på mange måder stor forståelse for det partikulære og for den stedslige forankring af enhver erfaring, katastrofe og naturforståelse, indebærer denne vending mod territoriet på visse stræk en gen-usynliggørelse af det situerede og partiale blik.

Bogen indeholder 16 nedskrevne samtaler, altid mellem Anders Dunker selv og en vigtig ekspert, forsker eller tænker. Samtalerne med disse intellektuelle, hvis ekspertise spænder fra havbiologi, teknofilosofi over til litteratur og kolonihistorie, beskrives som en form for ”rekognosering” af striden imod klimaforandringer og artsdød. ”Det ukjente territoriet betegner ikke bare jordsystemenes nye ustabilitet, men også et nytt politisk landskab der natur, klima og ressurser er i ferd med å bli til en uoversiktlig kampsone,” står der i omslaget. En kampzone – intet mindre.

Hvor fremtiden måske ganske rigtigt er ukendt, som titlen angiver, er det mere uklart, hvorfor vi har at gøre med et territorium. Det konnoterer ejerskab, militarisering, overtagelse, afgrænsning og bevogtning. Men dette fokus genfinder vi som ovenfor i bogens indledning og generelle opdrag. For også sproget i flere af samtalerne bærer præg af denne kampmetaforik. Vi ser det blandt andet på inderflappen til bogens omslag, hvor det ukendte territorium sættes i forbindelse til den opdagelsesrejsendes farefulde færd og ankomsten til dette ukendte: ”fiendens lejr, et landskab i ruiner, en brann, en storm eller en ørken”. Det ukendte er farligt, forstås, men det er tilsyneladende også – eller gøres til – et territorium.

For at forstå denne kampzone, må vi træde ind i felten og gøre klar til forsvarskamp, lyder det i introduktionen til bogens samtaler. Her skriver Dunker, at han i samtalen med Nikolaj Schultz taler om nødvendigheden af at ”skille mellom venner og fiender, de som forsvarer jordens beboelighet – og de som truer den” (s. 23).

Samtidig er der også et gennemgående budskab i bogen om, at det nu gælder om at finde nye måder at sameksistere med natur. Eller rettere sagt med ikke-mennesker, for som det påpeges af blandt andre filosoffen Yuk Hui, er naturbegrebet knyttet specifikt til en vestlig kulturhistorie. På den måde tilbydes vi på tværs af bogen samtaler forskellige begreber og nye rammefortællinger, hvorigennem vi kan forstå naturens kriser. Den norske biolog Anne Sverdrup-Thygesen bruger den rammende betegnelse ”naturblindhed” til at beskrive det fænomen, at vi har svært ved at se de fatale forandringer, der finder sted omkring os. Vi glemmer simpelthen, hvordan det ellers har set ud for bare 10, 20 eller 30 år siden; for slet ikke at tale om, hvordan det har set ud i de forrige århundreder.

På tværs af samtalerne finder vi således to overordnede tematikker, der på mange måder afspejler en splittelse i nutidens klimatænkning. Den ene angår de menneskelige konfliktlinjer og territorielle problematikker, som går på tværs af klima- og naturkrise. Den anden er i bredere forstand orienteret mere imod en genopdagelse af naturen som andet og mere end en ren ressourcebeholder. Men vi begynder i konfliktens fortælling, hvor det både drejer sig om territoriale såvel som epistemologiske kampe.

Krig og videnskab

Viden, oplysning og information har særligt i en klimakontekst altid været genstand for stor forhandling og konflikt, og det antager derfor også en vigtig rolle i flere af bogens samtaler. Videnskabshistorikeren Naomi Oreskes beskæftiger sig særligt med agnotologi, historien om den bevidste produktion af uvidenhed. Hun er kendt for med historikeren Eric Conway at have kortlagt historien om, hvordan magtfulde lobbyorganisationer på vegne af rige virksomheder har manipuleret og forvrænget offentlighedens kendskab til og opfattelse af klimaforandringerne. De viste i nyklassikeren Merchants of Doubt, hvordan lobbyorganisationerne benyttede sig af praksisser, der var som taget ud af tobakslobbyisternes drejebog. Denne bevidste spredning af misinformation havde de også med succes benyttet sig af til årtier forinden at forsinke erkendelsen af forskningsresultater, der demonstrerede tobakkens helbredsskadelige virkninger. Men denne vigtige historie til trods er det ikke helt åbenlyst, hvordan man bedst modarbejder skepsis og misinformation. Der kommer dog et par bud i bogen.

LES OGSÅ: EN FORTELLING OM LIV - DAG O. HESSEN OG SØLVKREET

Biologiprofessor og klimaforsker Dag O. Hessen understreger i sin samtale med Anders Dunker det videnskabsorienterede fokus i bogen. I en kommentar til den fortsat store uvidenhed på klimaforandringernes natur, kalder han på en form for ”voksenopplæring” (s. 71), en kundskabsformidling – eller måske en oplysningskampagne? Det klinger umiskendeligt meget som et udtryk for den ”science first”-tilgang, som der længe har lydt kritik af. Den bygger videre på tidligere tiders idé om, at problemer løses ved simple vidensoverførsler fra elite til folk. Ifølge historikeren Joshua Howe er det imidlertid flere årtier siden, at ”the forcing function of knowledge” har forekommet overbevisende, som han har beskrevet det i sin bog om klimapolitikkens historie Behind the Curve.¹

Men hvis det er sandt, at det ikke er (simple) vidensoverførsler, som vil kunne hjælpe os videre i denne henseende, hvordan skal vi så forstå problemet? Drejer det sig i stedet om, at vi erkender, at det i bund og grund er ”en rå maktkamp”? (s. 23).

Samtalen med miljøøkonomen Jeremy Rifkin bevæger sig i hvert fald hurtigt over i den militante terminologi. Han taler om nødvendigheden i at udvide myndighedernes beføjelsesområder, så de bliver ”bioregionale” og bedre kan respondere på klimakatastrofer. Der skal bygges ”økosystemvern”, og samfundene må gå sammen om at skabe en resilient civilisation, må man forstå (s. 200-201). Også professor i miljø- og jordvidenskab Michael E. Mann er optaget af at anskue krisen igennem krigens ramme: ”Den nye klimakrigen er ikke en krig vi selv velger, og vi ender ufrivillig opp med å kjempe mot krefter som går inn for fornektelse og forsinkelse” (s. 92).

I samme åre kalder sociologen Nikolaj Schultz på et nyt sprog og nye beskrivelser af den politiske økologi, som i dag er uundgåelig. Naturens kriser kan nemlig ikke adskilles fra det politiske domæne. Han kalder derfor på en ”ny konfliktfortælling,” noget han karakteriserer som et klogt træk efter at have nået den erkendelse, at den politiske økologi har været hærget af ”et alvorligt fejlgreb” i en årrække. Han beskriver den sådan: ”Den har snublet fordi den trodde at naturen ville kunne forene oss, at vi alle ville samles under banneret til Naturen og Moder jord” (s. 290).

Konflikter mobiliserer, mens fred passiviserer, uddyber Schultz. Derfor bliver det ”essentielt” at ”kartlegge konfliktene” og dermed koreografere en ”selvfremstilling som skaper et ‘oss’ og et ‘dem’ som kan gi en retning til historien” (s. 290). Vi må ifølge Schultz hente de nye beskrivelser i den ellers velkendte marxistiske terminologi, begreber som klasse og klassekamp ikke mindst. Dunker spørger til, om denne udpegning af fjender kan være tilstrækkelig, hvis den ikke kompletteres af et øget engagement for landskaber og natur (s. 291). Schultz medgiver, at miljøtænkningen må gøres spændende og inviterende, for det gælder også kampen om den kulturelle hegemoni (s. 291). Lykkes det at få også populærkunsten over på den rette side, er potentialet stort for at mobilisere det, han kalder ”planetariatet” (s. 293).

På et spørgsmål om, hvordan empatien og pligten overfor natur og andre arter kan forstærkes, svarer Schultz tilsyneladende slet ikke – eller han svarer på noget andet og refererer til, at mennesker allerede nu rammes på deres landområder og afgrøder (s. 294). Om det er en fejl i redigeringen ved jeg ikke, men det er sigende for samtalens fikspunkter: menneskelige behov, menneskelige konflikter og klasser blandt mennesker.

LES OGSÅ: DONNA HARAWAY: Å FORTELLE VERDEN

Det er akkurat denne militante terminologi, som Donna Haraway kritiserer i Staying With the Trouble fra 2016. Hun anfægter Bruno Latours anvendelse af styrkeprøvens troper og kalder i stedet på en ”mere tentakulær og mindre binær” fortælling, der ikke differentierer så klart mellem tabere og vindere, fjender og venner.² Anders Dunker skriver i indledningen, at krigsmetaforikken ikke skal forstås bogstaveligt, men i stedet som anerkendelse af, at vores relation til naturen er præget af vold og udbytning (s. 22). Det vigtigste at understrege er for ham forsvarskampen, der må intensiveres. Det er svært at være uenig. Men samtidig er det heller ikke givet, at det er her, vi finder den mest kraftfulde appel eller det mest frugtbare handlingsrum.

Selv i en forsvarskrig anvendes militære logikker, og det skaber en mere binær fortælling. Når territoriet skal forsvares, ender ganske ofte også territoriet med at ligge i ruiner, før det er kommet ”i besiddelse”. En kamp for det biodiversitetsløse land er en gentagelse af historien, endnu engang en kamp for livløse arealer, terra nullius. Måske skal vi præcist væk fra militærsprog og antagonismer for i stedet at vende os mod de fortællinger, der handler om tværartslig sameksistens og naturens egenværd. Fortællinger, der akkurat ikke udspringer af ”menneskelig arbeidskraft og intelligens” (s. 22), men af et ønske om at tænke natur og menneske anderledes. Dem finder vi heldigvis også en række eksempler på i bogen.

Vi finder også på tværs af andre samtaler i bogen nemlig en optagethed af at vende blikket ikke mod vores fjender, men mod den natur, som vi i stigende glad er blevet blind for. Som tidligere nævnt er den norske biolog og naturformidler Anne Sverdrup-Thygeson i samtalen specielt optaget af det, hun kalder ”naturblindhed”. I to bøger har hun skrevet om planetens insekter for netop at sætte spotlys på de tiltagende usynliggjorte dele af naturen. Den moderne tilværelse er rigtignok en stor katalysator bag den rovdrift på verdens naturressourcer, der har fundet sted ufortrødent siden ”den store acceleration” i midten af det 20. århundrede. Men hun peger på, at den moderne tilværelse samtidig også er en ”avskjæring” fra naturen rent fysisk og mentalt. Der bliver på den ene side mindre af naturen, men den flytter sig også længere og længere væk fra mange menneskers dagligdag (s. 106). Derfor mener hun, at man igen bør opsøge og kultivere konkret viden om specifikke arter og landskaber – frem for blot en abstrakt natur (s. 117). Dermed findes altså også i bogen en knap så antropocentrisk åre, som vi nu vil vende os mod.

Fra ressourcebeholdning til økocentrisme

I samtalen med den populærvidenskabelige forfatter Dorion Sagan får vi bogens klareste markering af et mere økocentrisk standpunkt, udformet som en kritik af begrebet ”Antropocæn”:

”Antropocen har skapt et slags konsensus om at mennesket står i sentrum, men vi burde ikke tro at alt handler om oss, for det gjør det virkelig ikke – faktisk er nettopp slik tenkning en del av vårt problem. [...] Tanken om at vi – som bare utgjør én av mellom 10 og 30 millioner eksisterende arter, som igjen er mindre enn én prosent av alle arter som noensinne har eksistert – skulle være det eneste som betyr noe, i den grad at vi skulle oppkalle en hel geologisk alder etter oss selv, stinker virkelig av selvforherligelse” (s. 305).

Også i den globale udvikling mod at give naturen juridiske rettigheder finder vi flere økocentriske ansatser. Den australske miljøadvokat Bronwyn Lay beskæftiger sig særligt med spørgsmål om naturrettigheder. Hun fortæller, hvilken forskel det gør, at man på New Zealand har den såkaldte Waitangi-traktat. Den tilsiger, at maorifolkets lovpraksis må tages i betragtning ved udarbejdning af love. Traktaten er ifølge Lay medvirkende til, at eksempelvis Whanganui-elven i dag har fået tilkendt personstatus med dertilhørende rettigheder (s. 218-19).

Stod det til Bronwyn Lay, drejer det sig først og fremmest om at opbygge lokalsamfundets selvbestemmelse, kapacitet og integritet. Hun er mere kritisk overfor tanken om, at man bør orientere sig mod militæret for katastrofeindsatser. Som hun påpeger, så vil en større orientering mod militæret blot cementere undtagelsestilstandens logik og den kulturelle hierarkisering (s. 221). Lay arbejder i stedet for at indføre såkaldte økocid-love i internationale domstole, som ville kriminalisere ”naturmord” på linje med folkemord. I dette arbejde er hun meget inspireret af oprindelige folks kamp for selvsamme, men også af deres arbejde for på én og samme tid at få anerkendt deres lovkompleks, nedarvede viden og kosmologi. På sin vis knyttes en tæt forbindelse mellem disse to dimensioner hos netop en række forskellige oprindelige folkegrupper verden over, da kampen for naturrettigheder ofte er uadskillelig fra kampen for at få anerkendt den naturforståelse, som deres oprindelige viden er indlejret i.

LES OGSÅ: BØR VI INSISTERE PÅ DET SÆREGNE MENNESKE?

Også historikeren Stephen P. Pyne addresserer tabet af oprindelige kundskaber og påpeger, hvordan historien er kendetegnet ved en udpræget nedvurdering eller endog direkte afvisning af lokale praksisser som dømtes ”irationelle”. Dermed peger både Lay og Pyne på vigtigheden i at orientere sig imod de lokale kontekster og kundskaber, når vi opstiller og udtænker fremtidens løsninger. Dunker understreger dog selv i samtalen med den prisbelønnede indiske forfatter Amitav Ghosh, at vores problemer er ”planetære” og ikke ”lokale” – hvorfor vi også må vægre os for at synke ned i lokalpatriotisme og andre problematiske blindgyder (s. 158).

Men for Ghosh er det altafgørende at tænke kolonialismens historie med som den bagvedliggende historiske kontekst for såvel klimakrise som klimauretfærdighed i dag: ”Jeg tror ingenting i menneskets historie i det hele tatt er sammenlignbart med den volden europeerne utøvde i Nord- og Sør-Amerika” (s. 154). Han beskriver at europæerne ved ankomsten til Nordamerika på mange måder blev ”frastødte” over de uregerlige landskaber som mødte dem, herunder sumpe og skove. Dette natursyn dannede ifølge Ghosh baggrund for den indirekte krigsførelse, som kolonisatorerne udøvede mod såvel de oprindelige befolkninger som mod den vidtstrakte natur (s. 155).

Amitav Ghosh adresserer den vestlige tendens til at forstå klimaforandringerne netop som ”et teknovidenskabeligt problem” og pointerer, at denne står i slående kontrast til, hvordan de opfattes i det globale syd. I Kina, Indien og Asien generelt vil man oftere forstå krisen som ”rodfæstet” i fortiden og i historiens uligheder, hvorfor løsningen ikke må findes i et generaliseret (og globalt) mådehold, men i en geografisk forskelligartet ansvarsfordeling (s. 160). Ingen af disse måder at rammesætte problemet på er fuldt tilfredsstillende og kalder derfor på nye planetære fortællinger, som det hedder hen imod slutningen af deres samtale. Vi må orientere os mere mod alternative traditioner for at tænke anderledes. Der findes også alternative traditioner i Europa, fastslår Ghosh (s. 162). Vi genfinder eksempelvis dele af en tabt vitalisme i de grønne ungdomsbevægelser, en genfunden sensibilitet for menneskets relation til naturen, mener han (s. 163).

Det er en tråd, som naturforkæmper og forfatter George Monbiot samler op i sin samtale med Anders Dunker, hvor de taler om at opøve den ”politiske forestillingsevne” (s. 169). At forestille sig en verden, hvor landbruget ikke lægger beslag på 38 procent af jordoverfladen, så der bliver mere plads til både mennesker – og alle de tusindvis af andre arter, som ikke opdrættes til fødevareindustrien. Her peger han på det upopulære dilemma, at uagtet hvor horribelt det intensive og konventionelle landbrug forvaltes, så er ekstensivt landbrug ikke nødvendigvis en god løsning. For ”per definisjon betyr det å bruke mer land for å produsere en viss mengde mat,” en miljøfaktor som han kritiserer miljøforkæmpere for rutinemæssigt at ignorere (s. 169). Mobiot refererer til et studie i USA, som påviste, at landområdet afsat til produktion af kødkvæg vokser med 270 procent, hvis alle i befolkningen kun spiste kød fra frit græssende kvæg: ”De ville måtte felle skogene, drenere våtmarkene, vanne alle ørkenene og avvikle nasjonalparkene, og fortsatt ville du ikke ha nok land til å produsere alt kjøttet” (s. 170).

LES OGSÅ: NATUR SOM KULTUR

Monbiot understreger også vigtigheden i, at vi må kultivere en interesse for naturbeskyttelse, der ikke er bundet op på menneskelig egeninteresse. Problemet er dog, at der ofte i miljødiskursen stadigvæk appelleres rask væk til netop denne: ”Vi blir for eksempel hele tiden fortalt – og forteller andre – at vi må redde andre arter for å redde oss selv” (s. 186). Men der er utallige dyrearter, der absolut ikke er nødvendige for hverken vores forbrug eller eksistens, og derfor kommer denne appel hurtigt til kort.

Men i samtalen med marinbiolog Helen Scales appellerer Anders Dunker imidlertid selv til menneskets egeninteresse. Faktisk foreslår han, at man må modgå mineindustriens dybvandsinteresser med en appel til folk om, at det er i deres egen interesse, at dybhavet bliver ladt i fred. Han appellerer til, at havet må bevares som en form for værn mod klimakollapset (s. 251). Her kan man spørge, om det er en vinkel, der risikerer at videreføre en allerede meget fastgroet retorik om, at naturen, arterne og økosystemerne må bevares for vores skyld.

Dunker og førnævnte Sverdrup-Thygesen vender sig også i deres samtale mod en vigtig tematik om naturens værdi. Som svar på biodiversitetskrisen er der i policy-kredse kommet en tiltagende forkærlighed for begrebet ”økosystemtjenester” eller på engelsk ”Ecosystem Services”. Med begrebet forsøger man at henlede opmærksom på alle de mekanismer, processer og specifikke cirkulationer i naturens økosystemer, som mennesker får gavn og nytte af. Som vi ser det også i samtalen med den sydafrikanske forfatter og filmskaber Adam Welz har der sideløbende rejst sig en tiltagende kritik af, at begrebet bevirker en økonomisering af biodiversiteten, hvormed naturens værdi opgøres i dets nytteværdi for mennesker. Kritikken har blandt andet foranlediget, at man i IPBES (FN’s biodiversitetsplatform) har inddraget lokale og oprindelige folks viden i langt videre udstrækning for at favne et bredere natursyn.

LES OGSÅ: GAMMELGRANA I TRILLEMARKA

Sverdrup-Thygeson refererer til, at der i en rapport fra IPBES udgivet i 2019 står helt eksplicit, at de nødvendige samfundsændringer vil blive ”møtt av mostand fra de som er investert i status quo”. Dermed kræver det en mobilisering nedefra, føjer hun til (s. 119). Men en sådan mobilisering forudsætter også, at man får et nyt sprog og en ny forståelse for naturens værdi, for os og for sig selv. Det understreges på tværs af samtaler i Anders Dunkers antologi. Samtidig er der mange samtaler, der forbliver i en velkendt militant terminologi, som snarere end at mobilisere gennem naturbegejstring skal gøre det ved at udpege en fjende. Anders Dunker mener, at begge strategier kan fungere sammen (s. 119). Det er ikke utænkeligt, at begge er nødvendige. Men jeg forholder mig mere tvivlsomt til, om krigsmetaforikken kan tilbyde en naturforståelse, der gør tilstrækkeligt op med idéen om, at naturen er skabt til menneskelig behovsopfyldelse.

Beboelige fremtidsvisioner

Bogens første samtale er med den amerikanske intelligentsias grand old man, ingen mindre end Noam Chomsky. Her taler de om den dobbelte trussel, klimaforandringer og atomkrig, og ender også i en dunkel tone: ”Valget står mellom en felles innsats for et bærekraftig liv – eller barbari” (s. 50). Udfordringerne, bruddene og de allerede igangværende katastrofer er af en sådan karakter, at vi hele tiden famler efter de rette ord til at beskrive dem. De griber ind i vores selvforståelse og peger i stigende grad på dybden af de frakturer, der findes mellem mange mennesker og naturen omkring os.

Dunker medgiver i indledningen, at vi får tiltagende behov for det, han kalder ”mentale og kulturelle tilfluktsteder, inkluder tvisjoner for en fremtid som er til å leve med” (s. 26). Han skriver endvidere: ”En verden uten håp, uten tro på mennesket, er mentalt ubeboelig. Om en bedre fremtid ikke er troverdig, består oppgaven i det å gjøre den troverdig” (s. 26).

Flere og flere er efterhånden enige om, at vi ikke finder nogen troværdige løsninger (alene) i teknologisk innovation. Jo mere vi bygger vores samfund på teknologiske udviklinger, jo sværere bliver det at se en fremtidig vej for os, der ikke tager udgangspunkt i teknologisk innovation (s. 141). Det er dette fænomen, som man blandt andet refererer til under begrebet path dependancy. Som Naomi Oreskes gør opmærksom på, så er ethvert valg samtidig et valg om ikke at gøre noget andet (s. 137). Hvad dette andet er, eller rettere sagt, hvad det bør være, er det uoverstigeligt svært at sætte ord på – om end det er, hvad man forsøger i bogens 16 samtaler.

LES OGSÅ: HÅP OM PLANETARISK FORBEDRING?

Der er i bogen en længsel efter en dybere frihed og en permanent fredstilstand, og det er svært at frigøre sig fra fornemmelsen om, at der i visse samtaler florerer en underliggende forestilling om, at fredstilstanden er betinget af en forudgående krigstilstand. Men der er også et mere tværgående budskab om, at vi har brug for nye fortællinger og en erkendelse af, at vi hele tiden famler i sprogets begrænsninger.

For at kunne modarbejde hele det system, som har indlejret sig ikke bare i samfundsinstitutioner, finansielle markeder, statslig infrastruktur – men også i selvfortællinger, historieforståelse, kulturelle dualismer og mentale skemaer; så virker det som nævnt mere nærliggende for tænkere som Donna Haraway, at vi ikke kan nøjes med at applicere en meget velkendt ramme omkring problemet, nemlig krigsrationalet.³

Nogle samtaler forbliver ganske vage og tilbyder idéer, som er så abstrakte, at det er svært at se en forbindelse til praksis. Det mest oplagte eksempel finder vi i bogens sidste samtale med filosoffen Yuk Hui, som er særligt optaget af menneskets forhold til teknologi. I samtalen kommer de omkring Huis interesse for det, han kalder ”teknodiversitet”, et lidt kryptisk begreb, der tilsyneladende betyder noget med, at det virkeligt universelle må rumme mangfoldigheder og modsætninger (s. 338-339). Her er det dog givet lidt svært at følge ræsonnementet som læser. Han mener endvidere, at ”vi” ikke ”magter at tænke planetært,” fordi vi ”ennå ikke [har] tenkt dypt nok omkring teknologien” (s. 344). Men man får ikke nogen videre konkretisering af denne pointe. Det samme gælder den stort anlagte, og allersidste replik, som Hui får i samtalen om ”friheden” som mulighedsbetingelse for såvel rationel beslutningstagning som ”selvrealisering” og ”blomstring” (s. 346). Hvilken frihed – og for hvem mon?

Til gengæld bemærker Hui dog også i samtalen, at et centralt problem for naturbegrebet findes i, at det uundgåeligt forbliver kulturspecifikt. Faktisk foretrækker han at tale om ”ikke-menneskene” frem for naturen, hvormed man nemmere kan rumme andre måder at begrebsliggøre fænomenet (s. 344). Det ræsonnerer med budskabet om, at vi må orientere os mod andre måder at forstå naturen på, som vi finder i flere af bogens samtaler.

Anders Dunker demonstrerer endnu engang med denne udgivelse, at det er en presserende (og) vigtig samtale, der kalder på mange forskellige perspektiver på tværs af discipliner og tilgange. Som Sverdrup-Thygeson siger det i bogen, så tilsiger det nære forhold mellem sprog og viden, at ord kan påkalde en hel verden. Det betyder også, at verdener forsvinder, når ordene ikke længere ytres. Naturkriserne kalder på mange ord – men det er en pågående samtale, hvilke der er de rigtige (ord). Hvilken verden ønsker vi at fremmane?

Ligesom Nikolaj Schultz gør i sin afsluttende replik (s. 300), vil jeg referere til Donna Haraways appel til os om, at vi må stay with the trouble, altså forblive i besværet, også når det virker overordentlig svært at forene modsætningerne, antropocentrisme og økocentrisme. Også hun havde været en god samtalepartner i bogen. Med Haraway havde vi fået en vægtigere modfortælling til den ellers så konfliktdrevne tematisering i antologien. Men vi finder også vigtige ansatser til den i samtalerne med Bronwyn Lay, Adam Welz og Anne Sverdrup-Thygesen.

Med Ukjent Territorium tilbydes du som læser et godt indblik i den større samtale, der udspiller sig både indenfor og udenfor det akademiske rum om, hvordan vi sætter ord og begreb på det flossede forhold mellem mennesker og natur. For det handler ikke længere (blot) om, hvordan vi deskriptivt videreformidler klimaforandringer og artsdød, men også om hvordan vi mere normativt forestiller os en fremtid, der ser anderledes ud. Anders Dunker har her igen gjort et vigtigt stykke arbejde i at samle en perlerække tænkere, forskere og intellektuelle, der generøst deler ud af deres vidende perspektiver.

Noter

1. Joshua P. Howe, Behind the Curve: Science and the Politics of Global Warming (2014, University of Washington Press), 8-9.
2. Donna Haraway, Staying With the Trouble: Making Kin in the Chthulucene (2016, Duke University Press), 41-43.
3. Ibid.